Indvielse af Børneskov i Futdalen i morgen fredag
I morgen fredag indvies den fjerde børneskov i Viborg Kommune. Den ligger i Futdalen – et skovomåde syd for Ørum.
Voksne danskere motionerer i naturen som aldrig før. Til gengæld viser forskningen et markant fald i den tid, børn opholder sig i naturen, og at naturen har mistet sin betydning som socialt samlingssted for børn og unge. Mange borgere i kommunen ved måske end ikke, hvor man må færdes i naturen.
Det vil projekt Børneskove nu forsøge at ændre på. Helt konkret er Viborg Kommune derfor i gang med at etablere i alt seks børneskove rundt om kommunen i løbet af de kommende år. En af dem skal ligge i Futdalen syd for Ørum.
Hulebyg og bål
I morgen fredag 1. marts inviterer Viborg Kommune til kick-off workshop, hvor alle interesserede – små og store – er velkomne til at deltage.
Her kan man prøve kræfter med forskellige workshops og fælles aktiviteter som hulebyg, bål, snitte- og lerværksted samt kreativitet i skoven.
Arrangementet varer fra klokken 14 til 16, og kan komme, når det passer ind i eget program.
– Det er rigtig vigtigt for os, at de lokale, der bor ved børneskoven, er inddraget i, hvad der skal være i skoven, da det er dem, der skal bruge den, når den er etableret, siger sundheds- og forebyggelseskonsulent Dennis Krogsdal Madsen, der er projektleder for børneskovene.
– Vi inviterer derfor så mange lokale med som muligt, så vi kan samskabe omkring børneskoven. Vi inviterer både dagtilbud, skoler og lokale foreninger i løbet af dagen, hvorefter vi åbner op for alle interesserede om eftermiddagen. Både børn og voksne vil blive inddraget aktivt og få mulighed for at komme med deres tanker og ideer i forhold til børneskoven, forklarer Dennis Krogsdal Madsen.
– Se kort, hvor du kan parkere tæt på Futdalen, efter artiklen –
Projekt Børneskove
Viborg Kommune vil etablere børneskovene for at give børn en synlig mulighed for leg i skoven. I beskrivelsen hedder det blandt andet:
“Formålet er at gøre det til en selvfølgelighed at lege i naturen, at styrke børns kendskab til natur samt inspirere forældre og bedsteforældre til at komme derud. De vaner børnene får med fra barnsben følger med ind i ungdommen og voksenlivet. Det er derfor vigtigt, at børnene introduceres til naturen og dens muligheder, så de erfarer, at naturen er et værdifuldt sted, de kan have glæde af hele livet, og som vi alle skal passe godt på”.
– Naturen er den bedste legeplads, der findes, og vi vil gerne vise børn og unge – og deres forældre og bedsteforældre, hvordan man kan bruge naturen til at være aktiv, til at lege og til at være sammen i sunde fællesskaber på tværs af generationer, siger Dennis Krogsdal Madsen og tilførjer:
– Samtidig rummer børneskovene også et lærende element om naturens dyr og træer, og hvordan vi alle sammen kan passe på vores natur, så vores kommende generationer også har mulighed for at nyde godt af den, lyder forklaringen.
I projektet, som er støttet af Friluftsrådet, arbejdes der tæt sammen på tværs af Teknik & Miljø, Kultur & Udvikling, Børn & Unge samt Social, Sundhed & Omsorg om at realisere projekt Børneskove i Viborg Kommune.
I alt fem skove
Den første skov er placeret i Viborg Naturpark i et skovområde tæt på Papfabrikken. Den anden i Dynamitskoven i Stoholm og den tredje i Lyngsøparken i Frederiks. Den fjerde børneskov etableres i Futdalen i Ørum, og de sidste to skove etableres henholdsvis i Anemoneskoven i Klejtrup og ved Brokbakken i Bjerringbro. Begge steder sker det i tæt samarbejde med lokale familier, ildsjæle, dagtilbud, skoler, foreninger og andre relevante aktører. Her vil der også blive afholdt et kickoff som startskud på arbejdet med børneskovene.
Kommentarer