TEKNIQ-råd: Indeklimaet skal stå højt på den kommunalpolitiske dagsorden
Debatindlæg af Leif Nørgaard Jensen, Viborg Rørteknik og næstformand for TEKNIQ-råd Midtjylland, samt Jesper B. Hansen, medlem af TEKNIQ-råd Midtjylland.
Forestil dig, at du skal tilbringe hele din arbejdsdag klemt ind i et overfyldt klasselokale. Et lokale, hvor luften er fyldt med dunsten fra sidemandens ostemad. Du har måske fået en plads lige midt i formiddagens solstråle. Du har det varmt, samtidig med at hovedpinen hurtigt melder sin ankomst. Koncentrationsevnen svinder, og luften bliver kun tungere, som dagen skrider frem.
Det er svært at forestille sig, at det skulle være det bedste miljø til indlæring. Men sådan er virkeligheden desværre for rigtig mange børn og lærere i landets skoleklasser.
Disse uger går landets lokalpolitikere for alvor i gang med de indledende øvelser til årets kommunalvalg, der løber af stablen den 21. november. Her bør indeklimaforholdene på folkeskolerne blive et centralt tema.
For udviklingen går den forkerte vej. Det viser en ny undersøgelse fra Realdania og DTU, som blandt andet konkluderer, at hele 91 procent af de undersøgte klasseværelser i løbet af en skoledag er udsat for CO2-koncentrationer, som klart overstiger de tilladte grænseværdier. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.
Undersøgelsen fra Realdania viser dog også, at udfordringerne med ringe indeklima kan løses, hvis vi sørger for velfungerende ventilationssystemer i klasselokalerne. Men ifølge undersøgelsen er der i dag kun mekanisk ventilation i 52 procent af klasseværelserne. De danske kommuner har med andre ord slet ikke prioriteret skolernes indeklima tilstrækkeligt højt.
Det er ikke nødvendigvis nogen let opgave at få rettet op på mange års indeklimasjusk. Det kræver en ny prioritering af de kommunale budgetter og af, hvordan pengene fordeles på de mange forskellige renoveringsbehov, kommunerne i almindelighed og folkeskolerne i særdeleshed har.
Heldigvis findes der mange gode tekniske løsninger og dygtige folk, heriblandt installatører, der står klar til at rådgive og sikre de bedst mulige løsninger. Det er så op til politikerne at lytte! For optimalt set bør samtlige danske klasselokaler være udstyret med velfungerende ventilationsanlæg, så man ikke er overladt til ”åbn lige vinduet i fem minutter”-metoden.
Kommunalvalget må være en indlysende anledning til at flytte folkeskolernes indeklima højere op på den politiske dagsorden. Det kan godt være, det ikke er billigt at skaffe frisk luft i klasselokalerne, men spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være!
Kommentarer