Hammershøj

Idræts- og kulturcenterprojekt i Hammershøj er tættere på mål

I maj 2021 var Mads Panny (S) og Michael Nøhr (V) fra det daværende kultur- og fritidsudvalget i Viborg Kommune på besøg i Hammershøj for at høre om planerne om det ambitiøse projekt for byen og omegnen, som nu er kommet et vigtigt skridt videre på vejen. Arkivfoto: Gitte Hagsholm

Efter flere års ihærdigt forarbejde og med økonomisk støtte fra både kommunen, Andelskassen og lokale foreninger er en flok ihærdige ildsjæle fra Hammershøj og omegnsbyerne klar til at gå skridtet videre med planerne for et nyt ambitiøst idræts- og kulturcenter i Hammershøj. 

Idræts- og Kulturcenterprojektet ‘Højdepunktet’ i Hammershøj er ved at få vind i sejlene.

Sådan lyder meldingen fra  styregruppen, som i flere år har arbejdet med et ambitiøst projekt i Hammershøj, hvor ønsket er, at friluftsbadet og hallen skal integreres som en del af et moderne idræts- og kulturcenter. 

Kultur- og Fritidsudvalget i Viborg Kommune har bevilget 150.000 kroner til projektudvikling som supple-
ment til de 150.000 kroner, Andelskassen tidligere har givet tilsagn om. Dertil skal lægges overskuddet fra årets Soppefest på 128.000 kroner, som Idrætsforeningen Trojka og Friluftsbadet, der ellers ville have modtaget pengene, har dedikeret pengene til projektet. 

– Det betyder, at styregruppen nu har et økonomisk fundament for den mere detaljerede projektudvikling, som vil danne basis for fondsansøgninger, fortæller formand for styregruppen, Lars Munkholm.

Med en den økonomiske ballast i ryggen vil styregruppen søge professionel rådgivning i forhold til den nærmere projektudvikling, og man har allerede kontakt til et arkitektfirma, der har erfaringer fra lignende projekter. 

Ingen multihal i første omgang

Kultur- og Fritidsudvalget har behandlet halanalysen og indstillet 50 procent bevilling til et projekt i forbindelse med Hammershøjhallen på 6,46 millioner kroner.

Det omfatter etablering af nyt indgangsparti og caféområde, lokaler til fitness og spinning, mødelokale, foldevæg samt renovering og udvidelse af depotrum. Den endelige stillingtagen til dette sker i oktober ved behandling af Viborg Kommunes budget for 2023. 

– Ovennævnte betyder, at vores ønske om en ny multihal ved siden af den eksisterende hal ikke blev indstillet i forbindelse med halanalysen. Vurderingen er, at den nuværende kapacitet med hal og gymnastiksal er tilstrækkelig. Skolens gymnastiksal er dog, som mange ved, meget nedslidt og trænger til en grundlæggende renovering, forklarer Lars Munkholm og tilføjer:

– Erstatning af denne med en multihal ved siden af hal og friluftsbad vil være oplagt. Men det hører hjemme under Børne- og Ungdomsudvalget, som har ansvaret for skolerne, og her har de lige nu hænderne fulde med skolestrukturdebat.

Friluftsbadet

I forhold til Midtjysk Friluftsbad bemærkede Kultur- og Fritidsudvalget at “badet er meget nedslidt, og vurderingen er, at det vil være nødvendigt at renovere badet inden for en tidshorisont på max. 5 år.” 

– Der er således en klar forståelse for det presserende behov for renovering af friluftsbadet, som jo udmærker sig ved at have en stor tilslutning af gæster fra både lokalområdet og et stort opland, pointerer Lars Munkholm.

Flytning af fodboldbaner

Flytning af fodboldbaner til det nye center er blevet behandlet i forbindelse med Viborg Idrætsråds fodboldanalyse. 

– Der blev ikke taget endelig stilling til flytningen, idet der skal først udarbejdes ”en mere præcis økonomi i et samlet flytningsprojekt”, fortæller Lars Munkholm.

Styregruppen arbejder nu, i samarbejde med Trojka, med at få detaljeret økonomien i en flytning. Denne vil også omfatte salg af grund med klubhus og opvisningsbane, som Trojka ejer. 

Stiftende generalforsamling

Ifølge styregruppen er der nu behov for, at der dannes en selvejende forening, som bliver ansvarlig for byggeri og drift af det nye center. 

Styregruppen indkalder derfor til en stiftende generalforsamling onsdag  26. oktober klokken 19.00 i Andelskassens lokaler, hvor alle er velkomne til at deltage.

Kommentarer