Hvor mange ulykker skal der til?

Af Lene Bach Nørgaard, Moderaterne
Før der bliver handlet på vegne af borgerne i Karup/Kølvrå – hvor mange ulykker skal der til?
To alvorlige trafikulykker på få måneder i krydset Vallerbækvej/Sangildvej – én dødelig og én med alvorlige personskader. Begge skyldes manglende overholdelse af vigepligt, men ifølge udvalgsformand Torsten Nielsen handler problemet ikke kun om trafikanterne. Det handler om fart og manglende overblik.
Alligevel tøver forvaltningen med at handle, fordi en løsning anslås at koste 440.000 kr. Men jeg spørger: Hvad koster et menneskeliv?
I marts mistede en 58-årig livet. Få måneder senere blev en 37-årig kvinde alvorligt kvæstet. Nok er nok.
Jeg og Moderaterne har i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2025 sikret, at der er afsat 500.000 kr. til mindre trafikale forbedringer i Karup/Kølvrå-området. De midler er endnu ikke anvendt – og netop her undrer vi os. Forvaltningen har midlerne til rådighed, men vælger at afvente, i stedet for at handle proaktivt og pragmatisk.
Vi i Moderaterne ønsker at være problemløsere – ikke systembevarere. Når der opstår akutte behov, bør man handle hurtigt og effektivt. Det her er ikke en abstrakt debat – det handler om borgernes sikkerhed og tryghed.
Midlerne er til stede. Problemet er tydeligt. Den politiske opbakning er der. Så hvad venter vi på?
Torsten Nielsen og resten af teknisk udvalg er enige om, at der skal ske noget. Derfor opfordrer vi i Moderaterne forvaltningen til at anvende de allerede afsatte midler – nu – til forbedring af oversigtsforholdene i krydset Vallerbækvej/Sangildvej.
Det er en investering i sikkerhed. Måske endda i liv.
Kommentarer