Hvidding finder forsamlingshusets afløser
80.000 kroner fra Vorning Sparekasses Fond gør det nu muligt at realisere ønsket om en fælles hytte i Hvidding, der skal erstatte det nedrevne forsamlingshus.
Hvidding Forsamlingshus blev revet ned sidste efterår. Efter i en årrække at have kæmpet for at finde medlemmer til husets bestyrelse, valgte byen at vinke farvel til det aldrende hus.
– Vi kunne ikke samle en bestyrelse, og huset var efterhånden i en stand, hvor det ville koste det hvide ud af øjnene at renovere det. Derfor gav vi op, fortæller Sus Harbo.
Hun er forkvinde for Hvidding Landsbyforening, der står for byens aktiviteter. Uden fysiske rammer er det dog svært at samles, og borgerne i Hvidding vil stadig gerne mødes og hygge sig sammen. Derfor søgte Hvidding Landsbyforening Vorning Sparekasses Fond om støtte til en åben hytte med plads til 25-30 personer, der skal ligge på forsamlinghusgrunden. Forleden fik foreningen besked om, at fonden støtter projektet med 80.000 kroner.
– Vi søgte mellem 60.000 og 80.000 kroner, så vi fik alt, hvad vi havde bedt om, fortæller Sus Harbo.
Uden rammer intet fælleskab
Hun glæder sig over, at hytten nu er indenfor rækkevidde.
– Det er dejligt, at vi nu igen får et sted at samles og tag over hovedet til sankt hans, den årlige gåtur og de andre arrangementer som vi stadig stabler på benene hvert år. Uden rammer intet fælleskab, siger Sus Harbo.
Udover sankt hans og gåturen, mødes borgerne i Hvidding også til det årlige besøg af soppekongerne og –dronningerne, en fælles vandretur og opstilling af juletræ.
Næste mål for Hvidding Landsbyforening er at samle midler til hyttens møblement og en flagstang til grunden, så festlige lejligheder kan markeres med et vajende Dannebrog.
Kommentarer