Viborg By

Hvem har ansvaret for det gode børneliv?

Lise Bech Madsen vil fortælle om hvordan, det gode børneliv styrkes og udfolder sig både i institutionen og hjemme. Fremsendt foto

Bliv klogere på børns selvværd og selvtillid torsdag den 23. februar klokken 19.00, når psykolog Lene Væsel og institutionsleder i Viborg Kommune Lise Bech Madsen deler ud af deres viden på Hovedbiblioteket i Viborg. 

Lene Væsel, som er autoriseret psykolog med egen praksis i Viborg og aktuel med bogen ”Dit barns selvværd”, lægger ud med at fortælle om selvværdets betydning og hvordan man forebygger et lavt selvværd hos børn.

– Som psykolog møder jeg ofte voksne, som mangler selvværd. Det er så utrolig vigtigt, at vi i vores opdragelse af børnene får givet dem et sundt selvværd. Det mindsker risikoen for, at de får psykiske problemer senere i livet, fortæller psykolog Lene Væsel.

Den professionelle kærlighed

Danske børn er omgivet af professionelle voksne mange timer hver dag. Mange børn tilbringer op til 10 timer i institutionen. Det stiller store krav til nærheden, passionen og engagementet hos de pædagoger og voksne, som arbejder i kommunens institutioner.

– Børn skal være omgivet af både professionelle voksne og forældre, der kan styrke deres selvværd. Jeg vil fortælle om hvordan, det gode børneliv styrkes og udfolder sig både i institutionen og hjemme. Det er vigtigt med voksne, der tager ansvar begge steder, siger Lise Bech Madsen, som er institutionsleder ved Børnehuset Lupinmarken i Viborg.

Foredraget henvender sig til forældre, fagpersoner og dig, som er nysgerrig på viden formidlet i øjenhøjde af lokale eksperter. Oplægget er en del af vinterens foredragsrække “Viden i hverdagen”, som er arrangeret af Viborg Bibliotekerne og Viborg Stifts Folkeblad i fællesskab.

Der er fri entré og ingen tilmelding.

 

 

Kommentarer