Hurtigere og nemmere adgang til biblioteket med ny app
Bibliotekerne i Viborg Kommune har nu lanceret en ny app til bibliotekets brugere. En ny app har længe været et stort ønske blandt brugerne, og derfor er det en stor glæde, at der nu igen er en mobil adgang til Viborg Bibliotekernes tilbud.
Den nye app har et moderne og brugervenligt design. Funktionerne er gjort fleksible og intuitive i brug, og app’en har i det hele taget fået et teknologisk løft.
Der er gjort meget ud af inspiration og formidling og brugerne kan finde masser af inspiration, eksempelvis: Nyt fra eReolen, Store romaner, Læsning for mænd, Børnenes univers og meget mere.
– Vi er meget glade for at kunne tilbyde vores brugere en moderne, intuitiv og inspirerende app. Det har aldrig været lettere at gå på biblioteket”, udtaler administrationsleder Finn Christiansen, Viborg Bibliotekerne.
Søg og forny
I app’en kan der søges på tværs af fysiske og digitale materialer, så hvis bogen ikke er tilgængelig i fysisk form, kan den måske lånes som e-bog eller lydbog. Med ét klik kan man hoppe til eReolens app – så bliver det ikke nemmere.
Man kan forny sine lånte materialer og få notifikationer i app’en, når der er materialer, der snart skal afleveres.
Hent den i App Store
Når man henter app’en i App Store skal man søge på “Biblioteket”. Første gang app’en åbnes, skal man vælge Viborg Bibliotekerne, og så er man i gang. Login er det samme som til bibliotekets website. App’en findes til både iOS og Android – dog er app’en til iOS en nyere version end Android, men en helt ny Android version er også på vej.
Kommentarer