Bjerringbro

Humor, galskab og god musik i Gudenåhuset

Teatret Figaros besøger 20. april Gudenåhuset i Bjerringbro med forestillingen 'Mestersangerne på Møllegaarden'. Pressefoto

Torsdag 20. april klokken 19.30 inviterer Gudenåhuset i Bjerringbro til folkekomedie tilsat opera, når Teatret Figaros stiller op med forestillingen ‘Mestersangerne på Møllegaarden’.

Der er lagt op til en solid omgang humor, galskab og god musik med denne forestilling, som havde Danmarkspremiere sidste efterår i Esbjerg Musikhus og nu efterfølgende turnerer i hele Danmark med i alt 45 forestillinger.

‘Mestersangerne paa Møllegaarden’ er skrevet af de tre medvirkende: sopranen Lisbeth Kjærulff, barytonen Hans Dueholm og pianisten Allan Dahl Hansen.

Mestersangerne er stærkt inspireret af operaens verden og af de gamle danske films Morten Korch-univers.

Med en blanding af kærlighed, respektløshed og et utal af danske dialekter tages begge genrer under kærlig behandling med det formål at skabe noget, som ikke er set før.

Sopranen Lisbeth Kjærulff er en af de tre medvirkende i forestillingen ‘Mestersangerne på Møllegaarden’, som kan opleves i Gudenåhuset i Bjerringbro 20 april. Pressefoto

Ren Morten Korch

Historien ligner til gengæld noget, vi har set før: Langt ude på landet, der hvor man er dus med himlens fugle ligger Møllegården. Men den gamle slægtsgård trues af tvangsauktion, og den unge bondepige Bente Munk og hendes syge mor (vist nok noget med hjertet og ryggen) risikerer at blive sat på gaden. På herregården Kærgården står det ikke meget bedre til…

Så er scenen sat med diverse intriger og gode og onde kræfter og meget mere.

Kan et hestevæddeløb vende det hele til idel lykke? Vil den rige onkel fra Amerika redde Møllegaarden? Kan kendte operatoner smelte de ondes hjerter? Hvad har et gok i nøden med det hele at gøre? Vil kærligheden sejre til sidst og hvad siger grisene Gurli og Svend til det hele?

– Når vi skaber en forestilling, leder vi altid efter skæve vinkler, der kan være med til at sætte værket og musikken i et nyt og “skørt” lys. Med ”Mestersangerne på Møllegaarden” har vi ikke skullet kigge langt efter det skæve – der er vel nærmest slet ingen rette vinkler tilbage, når først man lader gammel dansk film støde hårdt sammen med operagenren, siger sanger Hans Dueholm.

Sammen med sopranen Lisbeth Kjærulff og pianisten Allan Dahl Hansen udgør han stykkets 14 hoved-, bi-, og husdyrroller.

– I Gudenåhuset glæder vi os rigtig meget til et gensyn med Teatret Figaros, som med stor succes var forbi sidste år med cabaret’en om Storm P., siger Dagny Vistisen, Viborg Bibliotekerne på vegne af Gudenåhusets Brugergruppe, som er arrangør af forestillingen.

Brugergruppen består af repræsentanter for aktørerne i Gudenåhuset.

Billetter til forestillingen koster 100 kroner og kan købes på ét af bibliotekerne i Viborg Kommune eller via Viborg Bibliotekernes billetsystem på  viborgbib.dk

Før forestillingen kan der endvidere købes teatermenu i Café Gudenåhuset fra klokken 17.30. Bord kan bestilles telefon 87 51 51 00.

Kommentarer