Højtlæsning til kaffen
I de kommende vintermåneder læser bibliotekarerne Charlotte Hvorslev og Anette Koue fra Viborg Bibliotekerne højt af sjove, underfundige og tænksomme bøger.
– Kom og vær med til en hyggelig stund, hvor vi hører en god historie, drikker en kop kaffe og har en uformel snak bordet rundt. Man bliver aldrig for gammel til at få læst højt, siger Charlotte Hvorslev og tilføjer, – læsningen giver mulighed for en stund, hvor man kan koble af og nyde samværet med andre.
– Vi læser højt fra noveller, digte eller små uddrag af romaner. Måske møder du litteratur, du ikke kendte i forvejen, eller måske bliver det til et glædeligt genhør, fortæller Anette Koue.
Højtlæsningen foregår på Hovedbiblioteket i Viborg, på balkonen hver anden fredag i januar, februar og marts måned med start fredag d. 19. januar.
Arrangementet starter klokken 11.00 og varer cirka tre kvarter, og der vil være kaffe på kanden. Der er fri entré og ingen tilmelding. Alle er velkomne.
Kommentarer