Højtlæsning er tilbage på Hovedbiblioteket i Viborg
Snart går vi ind i efteråret, og ’Højtlæsning til kaffen’ vender tilbage på balkonen på Hovedbiblioteket i Viborg.
Den første fredag i måneden frem til december kan du give dig selv et velfortjent ’frikvarter’ og få serveret en god oplevelse.
Fra fredag den 3. september klokken 11 er der nye historier og kaffe på kanden på Hovedbiblioteket i Viborg. Her står Johanne og Charlotte fra Viborg Bibliotekerne klar til at tage imod, og som noget nyt har de denne fredag taget en gæst med, nemlig sognepræst ved Vestervang kirke, Karen Neergaard Stubkjær. De tre har hver især en historie eller et digt med, de vil læse højt.
Alle er velkomne, men tilmelding til arrangementet er nødvendig. Den gratis billet kan bestilles via viborgbib.dk eller ved henvendelse på dit lokale bibliotek.
Kommentarer