Samfund

Høj forældretilfredshed i Viborg Kommune med skoler og dagtilbud

Forældretilfredshedsundersøgelsen 2025 for Viborg Kommune viser bl.a., at 89 procent af forældrene til børn i dagtilbud samlet set er tilfredse eller meget tilfredse med barnets dagpleje, vuggestue eller børnehave. Foto: Olga Grigorenko, Viborg Kommune.

Den årlige undersøgelse blandt forældre, der har børn i kommunale dagtilbud og/eller skole, viser høj tilfredshed og, at de fleste børn har det generelt godt i Viborg Kommune. 

For andet år i træk har Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune valgt at spørge forældre til deres oplevelse af kvaliteten i kommunens dagtilbud og skoler – og konklusionen er klar: De fleste børn har det generelt godt, og forældrene er meget tilfredse med det tilbud, deres barn får, lyder det i en pressemeddelelse.

Flertallet af børn trives – og forældre er tilfredse

Den nylige undersøgelse, som forældre med børn i Viborg Kommunes skoler og dagtilbud har svaret på i august/september 2025 viser blandt andet:

  • 95 procent af forældrene til børn i dagtilbud er enige eller helt enige i, at deres barn generelt har det godt for tiden. På skoleområdet gælder det 86 procent af forældrene.
  • 89 procent af forældrene til børn i dagtilbud (dagpleje og daginstitution) svarer, at de samlet set er tilfredse eller meget tilfredse med barnets dagpleje, vuggestue eller børnehave.
  • Blandt forældre til skolebørn er 75 procent tilfredse eller meget tilfredse med deres barns skole.
  • Langt de fleste børn er fysisk aktive i løbet af en uge: 97 procent i dagtilbud og 99 procent i skolealderen.
  • 58 procent af børnene i dagtilbud deltager i en foreningsaktivitet mindst én gang om ugen. For skolebørn er det 86 procent.

Sammenlignet med 2024 er tilfredsheden blandt forældre på skoleområdet steget. Andelen af utilfredse forældre er således faldet med fem procentpoint fra 15 procent til 10 procent, mens andelen af tilfredse eller meget tilfredse er steget med 4 procentpoint.

På dagtilbudsområdet er tilfredsheden fortsat høj og stabil, fremgår det af undersøgelsen.

Forældretilfredshedsundersøgelsen 2025 for Viborg Kommune viser blandt andet, at 75 procent af forældre til skolebørn er tilfredse eller meget tilfredse med deres barns skole. Foto: Flemming Jeppesen

Forældreundersøgelsen som vigtig pejling

– Det er positivt, at vi igen i år ser høj tilfredshed blandt forældre – og ikke mindst, at langt de fleste børn har det godt i vores skoler og dagtilbud. Det viser, at vi står på et solidt fundament i arbejdet med at udvikle kommunens dagtilbud og skoler, siger formand for Børne- og Ungdomsudvalget, Katrine Fusager Rohde (V) og fortsætter:

Vi skal turde spørge forældrene og konstruktivt bruge de vigtige informationer, der ligger i forældrenes tilbagemelding. Det giver jo et vigtigt indblik i, hvor vi fortsat skal udvikle os. Undersøgelsens resultater er også afgørende for de dialoger, vi har med både forældrebestyrelser, medarbejdere og civilsamfund, som fx frivillige foreninger. Alle spiller en afgørende rolle, når det handler om vores børns trivsel og læring.

Fokus på fælles ansvar for børn og unges trivsel

Udvalgsformanden fremhæver desuden, at undersøgelsen understøtter den udvikling og retning, som Viborg Kommune arbejder efter:

– Vi er netop gået i gang med en stor og målrettet indsats, som vi kalder ”Sammen om børn og unge – et fælles ansvar”. Det handler overordnet om at styrke børn og unges trivsel og læring i de fællesskaber, de indgår i både i skole og fritid. Når forældre, som nu i undersøgelsen, giver så positiv feedback på kvaliteten i både dagtilbud og skoler, er det et tegn på, at mange børn møder en hverdag med nærvær, tryghed og faglig kvalitet siger hun og tilføjer:

– Forældreundersøgelsen hjælper os med at holde fokus – både på det, der fungerer godt, og på de steder, hvor vi skal blive endnu bedre, siger hun og takker for en bred opbakning til undersøgelsen.

Fakta om undersøgelsen 

  • Undersøgelsen er gennemført blandt forældre til børn i dagtilbud og folkeskoler i Viborg Kommune i perioden 27. august til 10. september 2025.
  • Svarprocenten er 22,9 procent af de adspurgte forældre. Det svarer til besvarelser for 39,2 procent af børnene i dagtilbud og 38,6 procent af børnene i skole.
  • Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune valgte i 2024, at forældre årligt skal spørges, så man kan følge udviklingen i forældretilfredshed vedr. deres børns trivsel og aktivitetsniveau.

Se hele undersøgelsen på punktet på Børne- og Ungdomsudvalgets dagsorden.

 

Kommentarer