HK MidtVest kårer årets elev
HK MidtVest er klar til igen at sætte spot på de mange dygtige elever, der findes inden for HK’s område. Det sker, når prisen ”Årets elev i HK MidtVest” skal deles ud for tredje gang, og du kan være med til at nominere kandidater til prisen.
– De unge, som tager en erhvervsuddannelse, kan ikke værdsættes nok. Derfor har vi stiftet prisen, så der kan blive sat spot på de mange dygtige elever, der findes inden for HK’s område, og så flere måske kunne have lyst til at vælge en erhvervsuddannelse. Der er nemlig brug for dem rundt omkring på arbejdspladserne, forklarer Marianne Køpke, afdelingsformand for HK MidtVest.
Sidste år gik prisen til Patrick Sørensen, trainee i regnskabsservice nord hos Kvik A/S i Vildbjerg, og året før til revisorelev Elina Østergaard Goul hos Landbo Limfjord i Skive.
– Der var i alt 17 nominerede kandidater til prisen i 2017, og det er håbet, at der kommer endnu flere i år, siger Marianne Køpke.
”Årets elev i HK MidtVest 2018” bliver delt ud tirsdag 6. november 2018. Med æren følger et diplom og en gave.
Sådan gør du
Har du en elev i tankerne, som du ønsker at nominere til ”Årets elev i HK MidtVest 2018”, skal du orientere eleven og din arbejdsgiver/chef om nomineringen og gå ind på hk.dk/aaretselev.
Her udfylder du et skema og fortæller, hvorfor den pågældende elev skal kåres som ”Årets elev i HK MidtVest”.
Fristen for nomineringer er mandag 8. oktober 2018.
Til at gennemgå nomineringerne og kåre ”Årets elev i HK MidtVest 2018” er nedsat en jury, som foruden Marianne Køpke, afdelingsformand for HK MidtVest, består af Ann Østergaard, direktør for Uddannelsescenter Holstebro, UCH, Lasse Jacobsen, kommunaldirektør for Viborg Kommune, Marjanne Grønhøj, Senior Vice President Human Ressource, DEIF A/S, Power & Marine Division, Skive, og Allan Kristensen, citychef i Herning.
Fakta
- Kandidater til prisen er elever, der arbejder inden for HK’s område – altså både det private og offentlige inden for de fire sektorer, HK dækker – det vil sige Handel, Privat, Stat og Kommunal.
- Kandidaterne skal være fagligt dygtige og gøre eller have gjort noget godt for arbejdsmiljøet på arbejdspladsen, altså være en god kollega. Og de skal være elever, mens prisen bliver uddelt.
- Elever, der har afsluttet deres elevtid på en arbejdsplads, kan altså ikke nomineres.
Det er kolleger på arbejdspladsen, der kan nominere kandidater til prisen – ved kolleger forstås arbejdspladsens medarbejdere – det vil sige alle ansatte herunder andre elever på arbejdspladsen, tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og ledere.
Kommentarer