Viborg By

Hjultyve fra Aalborg vendte hjem med ni sigtelser

To unge hjultyve fra Aalborg lod sig ikke standse, da de blev taget på fersk gerning i nat. Efter løsladelsen forsøgte de at køre hjem – narkopåvirkede og uden kørekort. Men den gik heller ikke.

To unge mænd fra Aalborg på henholdsvis 24 og 28 år med anden etnisk herkomst, tog i går aftes på tyvetogt til Viborg. Men det gik slet ikke som planlagt. Planen var at stjæle hjul. Derfor begyndte de to med at smadre ruden i en grøn VW Polo hos Bosch Car Service på Lundborgvej, hvor de stjal en hjulnøgle. Derefter gik de i gang med at afmontere fælge og hjul hos Bosch Car Service og Agilease, der holder til på den samme adresse. Men nogen har tilkaldt politiet, der ankom til stedet, da de to mænd, hver havde nået at afmontere hjulene på to biler. Klokken var på det tidspunkt 21.49, og begge mænd blev taget med på stationen, hvor de blev sigtet for tre forhold hver – den grønne VW, som de var fælles om, og derefter to biler med afmonterede hjul. Klokken 01.30 blev begge mænd løsladt igen.

Andet møde med politiet

Men mødet med politiet havde tilsyneladende ikke taget modet fra de unge mænd. Klokken 02.17 var de tilbage ved den bil, de var ankommet til Viborg i – en sort Mercedes lånt af en kvindelig bekendt i Aalborg. Den 24-årige satte bag rattet, men heller ikke flugten lykkedes for de to. Bilen blev nemlig standset af politiet, der ikke mente, det var nogen god idé, at den 24-årige sad bag rattet. For det første var han nemlig blevet frataget sit kørekort, som han endnu ikke havde fået erhvervet sig igen. For det andet var han påvirket – af kokain og cannabis, viste politiets narkometer-test. Sidst men ikke mindst havde han 9 gram hash på sig.

Tyvetogtet endte således med hele 9 sigtelser til de unge mænd.

Kommentarer