Viborg By

”Himlen over Viborg” udvides med unik, fransk drømme-animation

Originalbillede af Italiensk kvinde projekteret på Viborg Domkirke af Simon Rouby. Pressefoto

Videomapping-værket ”Sovende kæmper” bliver en del af eventet ”ViMAPP”, der allerede indeholder det storslåede animationsshow ”Himlen over Viborg”, som fredag den 28. september oplyser domkirken i et væld af lys, lyd og farver.

– Vi er stolte og rigtig spændte, siger en glad formand for Viborg Domsogns Menighedsråd, Preben Grønbæk, der har sagt ja tak til at lade Viborg Domkirke agere lærred, for den franske multikunstner Simon Roubys værk ”Sovende kæmper”.

Videomapping-værket ”Sovende kæmper” bliver en del af eventet ”ViMAPP”, der allerede indeholder det storslåede animationsshow ”Himlen over Viborg”, som fredag den 28. september oplyser domkirken i et væld af lys, lyd og farver.

”Sovende kæmper” er et værk, som viser 10 sovende viborgensere af forskellig etnicitet, køn og alder. Viborgenserne bliver filmet, mens de ligger i en seng og samtidig hører vi dem fortælle om deres drømme.

For Simon Rouby handler værket om mennesker og om tryghed, og det har været altafgørende for ham at skabe værket netop på domkirken.

– Kirken er byens centrum, både fordi det er en stor arkitektonisk bygning, men også fordi kirken historisk set og stadig den dag i dag er et sted, hvor mennesker søger sikkerhed og tryghed. Det kan både være i form af religiøsitet, men også som beskyttelsesrum mod krig. For mig er Viborg Domkirke et center for tryghed, og et sted hvor mennesket søger hen for at opleve bekræftelse og fællesskab, siger han.

– Netop dét er grunden til, at vi som menighedsråd har sagt ja til at bruge kirken som lærred til denne forestilling, fortæller Preben Grønbæk.

– Vi kan godt lide tanken om, at kirken er et trygt sted, og at her kan man roligt lægge sig til at sove, siger han.

Værket ”Sovende kæmper” har Simon Rouby oprindeligt skabt i Italien i et samarbejde med kunstneren Lancelot Hamelin, men i Viborg ændrer værket sig markant.

– Det bliver et helt nyt og anderledes værk, siger Simon Rouby og fortsætter:

– Viborg Domkirke bliver en del af værket, og værket bliver en del af Viborg – og de to ting kan fra da af ikke adskilles.

Aftenens program

  • 20.00 Himlen over Viborg
  • 20:20 Sovende kæmper af Simon Rouby
  • Pause
  • 20:45 Himlen over Viborg
  • 21.05 Sovende kæmper af Simon Rouby

Fakta

  • Forestillingen ”Himlen over Viborg” varer cirka 15 minutter og skabt af Tumblehead
  • Forestillingen ”Sovende kæmper” varer cirka 15 minutter og er skabt af Simon Rouby
  • Simon Rouby er en fransk multikunstner født i 1980. Han er uddannet fra Gobelins i Paris og fra California Institute of the Arts i Los Angeles. Han arbejder med flere forskellige medier blandt andet skulptur, tegning og maleri – og han er meget inspireret af at flytte animation ud af biografen og i stedet bruge naturen eller arkitekturen som lærred. Simon Roubys film været vist på flere af de store festivaler, såsom Cannes, Clermont og San Diego. På dette års VAF er hans værker repræsenteret både på Expanded Animation, udstillingen FRENCH KISS, filmprogrammet med ”Adama” og videomappingshowet ”ViMAPP”.

Kommentarer