Samfund

Har du styr på servitutterne på din ejendom

Indehaver hos Nybolig Viborg Tjele og Stoholm, Anders Varming rækker en hjælpende hånd ud til boligejere, der savner overblik over den nye ejendomsvurdering. Foto: Nybolig.

Vurderingsstyrelsen vil efter planen frem mod 2024 udsende mere end én million nye ejendomsvurderinger til de danske boligejere. Men ikke alle oplysninger fra de nuværende ejendomsvurderinger bliver ført med over i det nye ejendomsvurderingssystem.

Det kan blive et problem for boligejerne, og derfor vil ejendomsmæglerkæden Nybolig stå klar med rådgivning til alle, der er usikre på, om der er værdipåvirkende servitutter på deres ejendom.

Nogle af oplysningerne fra de nuværende ejendomsvurderinger, som ikke automatisk bliver ført med over i det nye ejendomsvurderingssystem, er blandt andet oplysninger om kommunale servitutter, som kan have væsentlig indflydelse på den enkelte ejendomsvurdering og dermed på, hvor meget man skal betale i ejendomsskat.

I stedet bliver det nu lagt over på boligejerne selv at gøre Vurderingsstyrelsen opmærksom, hvis ejendommens værdi påvirkes af offentlige servitutter, der ikke er taget højde for i den nye ejendomsvurdering.

Dog kan det være svært at gennemskue, om ens bolig er omfattet. Derfor rækker Nybolig nu en hjælpende hånd ud til alle boligejere, der savner overblik over, om deres ejendom er omfattet af en eller flere værdipåvirkende servitutter, som bør regnes med i den nye ejendomsvurdering.

– Hvis oplysningerne fra de nuværende vurderinger ikke kommer med over i det nye ejendomsvurderingssystem, kan det udløse en klækkelig ekstraregning. Samtidig kan den nye vurdering have betydning for, hvad man i fremtiden kan sælge sin bolig til. Derfor skal man være sikker på at vurderingen er rigtig. Det kræver fuldt overblik over ens ejendom – og det overblik kan Nybolig hjælpe med at skabe, siger Martin Dam Magnussen, der er udviklingsdirektør i Nykredit Mægler, som er hovedkontor for Nybolig.

En ejendom kan være omfattet af flere forskellige servitutter. Servitutterne omfatter f.eks. rettigheder mht. ejendommens anvendelse og udformning, men også påbud og begrænsninger, f.eks. i forhold til, hvor stor en del af grundarealet, der må anvendes til bebyggelse.

– Det er ikke altid helt ligetil at finde ud af, om ens ejendom er omfattet af offentlige servitutter. Og samtidig kan det være svært at vurdere, om eventuelle servitutter har betydning for værdien af ens bolig og dermed ens nye ejendomsvurdering, siger Anders Varming, der er ansvarlig indehaver hos Nybolig Viborg – Tjele og Stoholm.

– Rigtig mange mennesker modtager i den kommende tid brev fra skattevæsnet. Og ikke alle er lige trygge ved, om deres nye ejendomsvurdering tager højde for alle relevante forhold. Derfor rækker vi nu en hjælpende hånd ud til alle, der måtte være usikre på, om deres bolig er omfattet af kommunale servitutter, så den del i det mindste er helt på plads, tilføjer han.

Den første besked, som Vurderingsstyrelsen udsender, er ikke selve ejendomsvurderingen, men en såkaldt deklaration. Fra Vurderingsstyrelsen udsender denne, har man som boligejer fire uger til at reagere og gøre indsigelse.

Kommentarer