Evelyn og Egon Andersen blev gift i 1951 og har lige siden holdt sammen i tykt og tyndt. I denne uge fejrer de det fælles liv gennem 65 år – et liv de stadig begge sætter stor pris på.

 Torsdag 10. november venter Evelyn (85) og Egon Andersen (88) brev fra dronningen. Det gjorde de også for fem år siden. Dengang kunne de fejre diamantbryllup – 60 år sammen.  I år er det 65 år siden, de sagde ja til hinanden i Viborg Domkirke. Mærkedagen hedder krondiamantbryllup, og kærligheden lever stadig i det lille gule hus på Hobrovej ved Vammen. Krondiamantparret tager imod Landsbyernes udsendte i den velordnede stue og får ved fælles hjælp fisket de oplysninger frem, som gæsten efterlyser.

De mødtes i 1950 på Over Hallumgård, der lå lidt vest for Viborg. Gården var en af de større dengang med cirka 100 tønder land, 14 køer og dertil heste og grise. Evelyn var 19 år og havde været pige huset her siden konfirmationsalderen. Egon var 22 og kom til gården som karl. De var de eneste tjenestefolk på gården og fik hurtigt et godt øje til hinanden. Detaljerne har årene har visket ud, men der er stadig ingen tvivl fra Egons side:

– Hun var sød. Og det er hun stadig, slår han fast.

59 år i det gule hus

Den 10. november 1951 blev de gift – samme dag som Evelyns forældre kunne fejre sølvbryllup. Begge festerne blev holdt på Afholdshotellet i Gravene i Viborg. ”En dejlig dag”, husker Evelyn.

Herefter slog det nygifte par sig ned på Vammen-egnen, og i 1957 flyttede de ind i det gule hus et par kilometer øst for Vammen. Det var Egons bror, der byggede huset. I dag 59 år senere kan Evelyn og Egon Andersen stadig ikke forestille sig at bo andre steder. For halvandet år siden ville Egons ben ikke mere. Han blev henvist til en kørestol og parret solgte bilen, som Evelyn aldrig har haft kørekort til. Alligevel lod det sig gøre at blive i huset.

– Børnene tilbød at hjælpe med indkøb, og vores naboer er også flinke til at give en hånd med for eksempel snerydning. På den måde lod det sig gøre at blive boende, fortæller Evelyn.

Hjælpen betyder, at parret kan fortsætte den hverdag, som de begge sætter så stor pris på.

– I en lille lejlighed i en større by ville vi ikke leve ret længe. Vi kan slet ikke forestille os at bo andre steder end her, hvor vi har været glade for at bo i så mange år. Her er alle de minder, der betyder noget for os, og vores gode naboer, som vi ikke kan undvære. Så længe det kan lade sig gøre, bliver vi her, slår parret fast.

Ingen skænderier

Familien består af en søn i Vorning og en datter med familie i Vammen. Dertil to børnebørn og et oldebarn på syv år. Alle smiler de ned fra talrige fotografier i stuen og udpeges for Landsbyernes udsendte af Evelyn med varme i stemmen.

Det er hjælp fra børnene, der gør det muligt at fejre dagen med åbent hus for venner og familie på torsdag. En hjælp både Evelyn og Egon skønner meget på, for de glæder sig til at se huset fyldt af kendte ansigter.

På spørgsmålet om hvordan man holder kærligheden ved lige i 65 år, er hverken Evelyn eller Egon i tvivl:

– Vi har aldrig skændtes. Der har ikke været et ondt ord i mellem os. Børnene undrede sig, når de hørte om andre, hvis forældre ikke kunne enes og derfor blev skilt. For de havde aldrig hørt os skændes, fortæller Evelyn.

Hun har som hjemmegående altid stået for det huslige, mens Egon tjente pengene som håndværker. I 23 år var han ansat som tømrer hos Viggo Holm & Søn i Viborg. Arbejdsområderne var adskilt. Man blandede sig ikke i den andens opgaver. Sådan fungerede det fint, understreger både Evelyn og Egon. Et andet god råd fra det erfarne par er at tage det sure med søde

– Jeg tror mange i dag stiller for store krav. Er det hele ikke lige, som man kunne ønske sig, skifter man rask væk ægtefællen ud. Det har ikke været vores indstilling. Ellers var hun nok ikke blevet så længe, siger Egon med et skævt blik til hustruen.

Hun ryster smilende på hovedet ad hans kompliment og slår fast:

– Vi har haft det godt. Det har vi.