Hammershøjs nye uddeler har fået sit drømmejob
Siden Steffen Ingemann Michelsen som ganske ung kom i lære i en brugs i Roskilde, har han arbejdet i mange forskellige Coop-butikker. Med jobbet som uddeler i Hammershøj har han, med egne ord, fundet sin helt rette hylde.
Tirsdag i sidste uge kunne kunder i Dagli’Brugsen Hammershøj byde Steffen Ingemann Michelsen, og hans familie velkommen ved en uformel reception i butikken. Den nye uddeler havde dog allerede været på pletten fra første arbejdsdag 1. april, for det var vigtigt for ham at være til stede og synlig fra starten på sin nye arbejdsplads, han betragter som et drømmejob.
elsker, med egne ord, at drive butik, og han har arbejdet for Coop, tidligere FDB, siden han fik sit første job som ungarbejder i en brugs i Roskilde, hvor han også kom i lære.
– Jeg gik på gymnasiet i Roskilde, men jeg burde nok have valgt Handelsskolen, for jeg var langt mere tiltrukket af mit arbejde i dagligvarehandlen, fortæller han.
Vidt omkring
Steffen Ingemann Michelsen tog en fireårig mesterlære, som blev gennemført i to forskellige Coop-butikker. Efter endt uddannelse gik turen til SuperBrugsen i Solrød, hvor han var grøntmand.
– I en periode herefter blev jeg sendt ud til forskellige butikker som souschef i kortere og længere perioder, hvor der var behov for ‘brandslukning’, fortæller han.
Det var han blandt andet i Brøndby, hvor han mødte sin hustru, Mie. Parret flyttede til Næstved, og så fik han sit første uddelerjob i Nr. Alslev.
– Det var nogle gode år, husker Steffen Ingemann Michelsen, som nogle år senere alligevel vendte tilbage til Roskilde i en ny stilling som uddeler; men paret blev boende i Næstved.
Turen går til Jylland
For syv år siden besluttede familien, som nu også bestod af to piger, at rykke teltpælene op og flytte til Jylland.
– Mie har det meste af sin familie i Viborg, og jeg havde fået job som uddeler i Dagli’Brugsen Hornum, som også er en Coop-ejet butik. Vi tog over og så os lidt omkring, og vi faldt for Hobro, fortæller Steffen Ingemann Michelsen, som stortrivedes i sit nye job.
– Jeg havde nogle virkeligt gode relationer til kunderne og borgerne. Man kan godt være lokal, selvom man ikke bor i byen, og det gjorde jeg og min familie meget ud af. Det har jeg altid lagt stor vægt på, siger han.
Aalestrup for en kort bemærkning
Skønt glad og tilfreds i Hornum, sagde Steffen Ingemann Michelsen, alligevel ja tak, da han, via Coop, fik en henvendelse fra SuperBrugsen i Aalestrup, hvor han startede som uddeler 1. februar sidste år.
– Selvom jeg var virkelig glad for at være i Hornum, så havde jeg alligevel lyst til at tage udfordringen op med en større butik med blandt andet slagterafdeling, fortæller uddeleren.
Det blev dog et kort bekendtskab, for Steffen Ingemann Michelsen, fik nys om, at Dagli’Brugsen i Hammershøj skulle have ny uddeler.
– Jeg kendte godt butikken, som jeg synes er enormt flot, og jeg havde da tænkt ved mig selv, at hvis Bo Kyndi skulle finde på at gøre noget andet, så var det her, jeg ville lægge billet ind, fortæller han.
Drømmejobbet
Som sagt (eller tænkt), så gjort. Og resten er historie. Steffen Ingemann Michelsen har, som allerede nævnt, fået sit drømmejob som uddeler i Hammershøj. Også selvom det ‘kun’ er en Dagli’Brugs.
Er det ikke en slags nedgradering?
– Nej, tværtimod. Dagli’Brugsen i Hammershøj er en stor, moderne butik med en flot delikatesse. Jeg kan mærke, at jeg kommer til at stortrives her. Og så er der det lille kuriosum, at for første gang i mit arbejdsliv bliver jeg reel leder af en butik, som ikke er Coop-ejet; jeg er direktør og bestyrelsen er min nye chef. Det er næsten som at blive selvstændig, griner den nye uddeler.
Der var også store smil på, da han og familien i sidste uge officielt blev budt velkommen i butikken.
Kunderne allerede har taget godt imod den nye uddeler, som til gengæld har tænkt sig at blive i stillingen til han engang skal på pension. Hvis han selv kan bestemme.
Kommentarer