Hammershøj

Hammershøj Turistbusser bliver til Mortens Busser

Jette Lauridsen har efter 34 år overdraget nøglerne til Hammershøj Turistbusser til sin gode kollega gennem mange år, Morten Frostholm. De to har dog aftalt, at Jette træder til, hvis Morten får brug for et par ekstra hænder på rattet. Fremsendt foto

Efter 34 år med hænderne på rattet i Hammershøj Turistbusser, de seneste 11 år som selvstændig vognmand, har Jette Lauridsen nu solgt sit hjertebarn til Mortens Busser i Hjorthede. Overdragelsen markeres på lørdag 26. februar i Hjorthede.

Det var ikke nogen nem beslutning for Jette Lauridsen at sige farvel til sit livsværk, Hammershøj Turistbusser, som har været en del af hele hendes voksenliv.

– Det har været et eventyr, som hovedsageligt har budt på positive oplevelser, men også med bump på vejen, fortæller hun.

Et hårdt slag var tilbage i år 2015, hvor hun på lige fod med mange andre vognmænd tabte licitationen af blandt andet skolekørsel i Viborg Kommune.

– Vi havde haft alt kørsel til Hammershøj Skole siden 1987, så det var et tab, der gav anledning til utallige søvnløse nætter og lige så mange tårer. Jeg kunne slet ikke overskue det; skolekørslen var hele grundlaget for min lille forretning, fortæller Jette Lauridsen og tilføjer:

– Men værre var det kæmpesavn, der fulgte med, da jeg ikke længere skulle køre med de lokale børn. ‘Mine’ børn. Børn jeg havde fulgt igennem dagplejen, børnehaven og hele deres skolegang, og samtidig mistede jeg den daglige kontakt med deres forældre. Det var hårdt.

Stor beslutning

Jette Lauridsen overvejede herefter helt at stoppe, men valgte alligevel at tage kampen op. I stedet for at lukke butikken satsede hun og investerede i en flot turistbus.

– Den dag, den kom hjem, var jeg pavestolt, smiler hun.

Det viste sig også at være en særdeles god beslutning. Ud over kørsel med de faste kunder, blev det til en sæson med en del bureaukørsel  og med kørsel til København flere gange om ugen. Ja, så stærkt gik det, at det i 2017 blev til en endnu nyere, flot turistbus.

I 2018 og 2019 tog det for alvor fart, fortæller Jette Lauridsen.

– Der købte jeg en helt ny 20-personers bus, og det blev til fantastisk mange spændende udflugter, jeg selv var med til at planlægge: kørsel med skoler, børnehaver, krydstogtkørsel og så videre.

Med de to busser og med hjælp fra kollegaer så 2020, ud til at blive et rekordår for Hammershøj Turistbusser; men så meldte Covid-19 sin ankomst.

– De sidste to år, hvor der mere eller mindre har været nedlukning i turistbranchen plus de seneste nye og meget skærpede miljøkrav fra regeringens side med mere, gør det næsten umuligt for et mindre firma at drive en forretning, siger Jette Lauridsen, som besluttede at tage sit liv op til revidering.

Ny retning

Konklusionen blev den hårde beslutning om at sælge livsværket til sin kollega, Morten Frostholm, indehaver af Mortens Busser i Hjorthede.

– Jeg sætter stor pris på at komme ud at køre med glade kunder, og derfor har jeg også aftalt med Morten, at jeg kan tage en tjans bag rattet en gang imellem, fortæller Jette Lauridsen, som ellers har valgt et helt nyt spor.

– I coronatiden har jeg fundet ud af, at udelivet som gartner er det helt rigtige for mig. Jeg har hjulpet en lokal gartner her i Onsild og fundet ud af, at det der med havearbejde, det er jeg faktisk rigtig god til, så det vil jeg gerne fortsætte med. Så kan jeg også begynde at holde fri i weekenden, griner Jette Lauridsen.

Mortens Busser, der nu overtager Jette Lauridsens to busser, har eksisteret siden 1998, og med de to ’nye’ har indehaver Morten Frostholm i alt 20 busser i vognparken.

Overdragelsen af Hammershøj Turistbusser markeres på lørdag 26. februar klokken 13 til 17 med et uformelt traktement i garagen hos Mortens Busser på adressen Tingstedvej 45 i Hjorthede. Her glæder begge sig til at hilse på hinandens kunder, kolleger og venner, og Jette glæder sig til at takke alle de mennesker, hun har mødt gennem 34 år som buschauffør.

Kommentarer