Hammershøj

Hammershøj Autoophug nomineret til ”Årets Autogenbruger”

Hammershøj Autoophug er nomineret til ”Årets Autogenbruger”, men de har brug for lokale stemmer for at sikre sig prisen. Man kan stemme på hjemmesiden www.autoawards.dk indtil den 17. november. Foto: Hammershøj Autoophug

Hammershøj Autoophug er blandt fem danske virksomheder, som er nomineret til prisen som ”Årets Autogenbruger”. En nominering, der kommer som en overraskelse, men også vækker glæde og stolthed hos indehaverne, Marianne og Søren Damsgaard.

Det var noget af en overraskelse for ægteparret Marianne og Søren Damsgaard, indehavere af Hammershøj Autoophug, da de i sidste uge modtog beskeden om, at de var blandt de fem nominerede i prisen som  ”Årets autogenbruger”; en pris der uddeles ved bil- autobranchens award show Auto Awards 2019, som afholdes i Cirkusbygningen i København.

– Vi er blandt de fem firmaer i Danmark, der er nomineret til titlen som ”Årets autogenbruger”. Det er vi da ret stolte over, det er et kæmpe skulderklap, siger Marianne Damsgaard.

Hun har ikke nogen anelse om, hvem der har nomineret dem, og hun understreger, at det er alle medarbejderne, der især kan bryste sig over den flotte nominering.

– Vi ved både fra Trustpilot og gennem, hvad folk sådan går og siger, at man synes, vi leverer en god service, og det skal i høj grad tilskrives vores medarbejdere, fastslår Marianne Damsgaard.

Det bliver dog hende og gemalen, som tager turen til Cirkusbygningen tirsdag den 19. november, hvor priserne uddeles.

– Det er jo en almindelig arbejdsdag, så vi har ikke mulighed for lave det til en firmatur, siger Marianne Damgaard.

Hun glæder sig alligevel til det store awardshow, som afvikles efter alle kunstens regler med rød løber, mad, musik og underholdning.

– Så vi skal lige have det stive puds ud af skabene og strøget til lejligheden, lyder meldingen.

Brug for lokale stemmer

En flot fremtoning på dagen gør det dog ikke alene. Vinderen i de forskellige kategorier kåres nemlig af foruden en jury bestående af folk med tilknytning til bil- og autobranchen også af offentlige stemmer, som vejer 25 procent.

– Så hvis folk synes, vi fortjener denne pris, så er det bare med at gå ind at stemme på os, lyder opfordringen fra Marianne Damsgaard.

Det kan man gøre ved at klikke sig ind på hjemmesiden www.autoawards.dk senest den 17. november.

Kommentarer