Kultur

Håbet bag hegnet – drømmen om Europa

Ved arrangementet på mandag vises den prisbelønnede dokumentarfilm 'Håbet bag hegnet'. Pressefoto

Hver dag er der i nyhederne historier om nye grupper af migranter og flygtninge, der har sat livet på spil for at komme til Europa. Men hvad får disse mennesker til at forlade deres hjem?

Mandag den 27. marts klokken 19.00 kan man blive klogere på spørgsmålet om flygtninger og migranter, når Hovedbiblioteket i Viborg inviterer til en aften med film og foredrag om emnet.

Journalist-Thomas-Ubbesen-Habibi-930px
Journalist og forfatter Thomas Ubbesen. Pressefoto

Baggrunden for krisen

Journalisten og forfatteren Thomas Ubbesen har gennem de seneste par år, i en række rejser for DR, fulgt flygtningestrømmen fra Mellemøsten til Europa. Han har rejst sammen med flygtningene og talt med hundreder af dem undervejs. Dette er mundet ud i en lang række TV- og radioindslag, netartikler, en dokumentarudsendelse til P1 og en større DR-podcast om flygtningekrisen om de politiske og menneskelige konsekvenser. Undervejs er det også blevet til bogen ”Good luck, Habibi – rejser i flygtningestrømmen”, der udkom i efteråret 2016.

Prisbelønnet dokumentar

Ved arrangementet på mandag vises den prisbelønnede dokumentarfilm, ‘Håbet bag hegnet’. Filmen tager os med på rejsen og viser os tilværelsen for de tusinder af migranter, der årligt risikerer livet på turen fra Afrika mod Europa.

Instruktørerne Estephan Wagner og Moritz Siebert gav kameraet til filmens hovedperson og medinstruktør Abou Bakar Sidibé, som stædigt igennem 16 måneder prøver at trænge igennem hegnet til Europa. I filmen skildres håb og jagten på frihed og værdighed på den anden side af hegnet.

Filmen er et miks af Sidibés egne optagelser fra lejren og videoovervågningen fra sikkerhedsvagterne ved den marokkansk-spanske grænse, og filmen skildrer migranternes eksistens i to parallelverdener. Den viser sammenstødet mellem de små menneskeprikker på overvågningskameraet og livet i lejren med grin, fodboldkamp, daglige rutiner og det fælles håb som de holder hinanden oppe på.

Der er fri entré til arrangementet, men tilmelding er nødvendig, og det kan ske på bibliotekerne i Viborg Kommune eller på viborgbib.dk

Aftenen arrangeres af Viborg Bibliotekerne i samarbejde med Sprogcenter Viborg, Viborg Stifts Folkeblad og Røde Kors.

Foredrag-migration-Thomas-Ubbesen-migranter-front
Filmen ‘Håbet bag hegnet’ skildrer afrkanske migranters kamp for at komme til Europa. Pressefoto

Kommentarer