Rødding

Grundlovsfesten er tilbage i Rødding – men i år uden gudstjeneste

Grundlovsfesten er tilbage i Rødding, hvor den blev aflyst på grund af coronanedlukningen. I år bliver det dog uden den traditionsrige gudstjeneste. Arkivfoto: Rødding menighedsråd

Sidste måtte den mangeårige tradition med grundlovsfest i Rødding aflyses på grund af corona. I år er traditionen tilbage, dog med nogle justeringer.

Lige siden 1994 er Grundlovsdag blevet fejret i Rødding med gudstjeneste og efterfølgende arrangement i præstegårdshaven. Sidste år måtte man imidlertid aflyse den mange-årige tradition på grund af corona-nedlukningen, men i år er der igen grundlovsfest i Rødding.

I år bliver det dog uden gudstjeneste.

– Det er ikke muligt at holde en meningsfuld grundlovsgudstjeneste i kirken med de nugældende corona-restriktioner. Der må være 32 personer i Rødding kirke på nuværende tidspunkt. Vi plejer at være omkring 150 grundlovsdag, fortæller sognepræst Niels-Peter Lund Jacobsen.

Udendørs må man nu samles op til 100 personer, og derfor foregår årets grundlovsfejring alene i præstegårdshaven i Rødding klokken 13 til 15.

Fællessang fra højskolesangbogen kommer til at fylde meget i året grundlovsfejring, og Kirkesangerlauget har på forhånd udvalgt nogle gode danske sange, som vil blive sunget. Deltagerne må også komme med egne sangønsker, lyder det fra arrangørerne.

Sangen vil blive akkompagneret på klaver af organist Søren Lind , som også vil levere et par musikalske numre, mens deltagerne hviler stemmerne.

Grundlovstalen vil blive holdt af tidligere sognepræst i Ørum, Vejrum og Viskum, Ulla Horsholt.

Hun skulle også have holdt talen sidste år, hvor arrangementet blev aflyst.

Ingen lagkager i år

Overdådige lagkager plejer at være et fast element i grundlovsfesten i rødding. Men af corona-hensyn bliver der ikke nogen fællesservering i år.

Så hvis man vil nyde en kop kaffe eller andet undervejs, skal man altså selv medbringe forsyningerne.

Deltagerne opfordres desuden til selv at tage havestol og kaffekurv med.

Kommentarer