Hammershøj

Grønt område i Hammershøj omdannes til aktivitets- og bevægelsespark

Skitse over, hvordan den nye aktivitetspark i Hammershøj kommer til at se ud. Til venstre ses regnvandsbassinet, der inddrages i projektet som et rekreativt område. Til højre ses petanquebanerne, der udvides. Illustration: Arkitektfirmaet Arkplan

Igennem snart to år har en gruppe af borgere under Hammershøj borgerforening arbejdet med projektet ‘Forskønnelse af Høegsparken i Hammershøj’. Planen er at forvandle en lidt overset grøn plet i byen til en indbydende aktivitets- og bevægelsespark til glæde for byens borgere i alle aldre.

Projektet er initieret af Viborg Kommune, der har haft kig på flere ‘usynlige’ og ubrugte grønne pletter i kommunens landsbyer. I Hammershøj drejer det sig om et grønt område på det gamle baneareal bag ved Jernbanegade.

I efteråret 2019 blev der afholdt en informationsaften i Torvehallen, hvor arkitektfirmaet Arkplan præsenterede tegninger af, hvordan man forestillede sig, områdeforskønnelsen ville komme til at se ud, og nu er man så langt, at borgerforeningen i samarbejde med Viborg Kommune er klar til at præsentere det planlagte projekt for offentligheden.

Viborg kommune har bevilget 400.000 kroner til aktivitetsparken, og derudover har Hammershøj borgerforening søgt fonde og puljer på i alt 625.000 kroner til restfinansieringen af projektet, der har et samlet budget på 1.025.000 kroner.

I dag er parken primært et gennemgangsareal, som ikke opfordrer til ophold og leg. Parken skal derfor gennemgå en forvandling, således at den inspirerer til aktivitet, bevægelse og samvær.

Fra øjebæ til rekreativt område

Det gamle regnvandsbassin, som i dag er et firkantet dybt hul, omkranset af et stålhegn, omdannes til et naturligt organisk landskabeligt terræn, der formes tredimensionelt med bakker, lavninger, bløde skråninger med mere, så det kommer til at fremstå smukt og indbydende.

Ideen er at transformere det tekniske anlæg til et rekreativt parkrum, hvor der blandt andet integreres en urban streetpark som et sideanlæg til regnvandsbassinet. I tilfælde af større regnskyl vil streetanlægget indgå i opstuvningen af vand.

Vildt og varieret

Hele området indrettes, så det bliver mere vildt og varieret, så der er plads til leg og udfordringer for både børn, ældre – til skating og andre aktiviteter..

Streetparken indrettes med termoplast, der giver asfalten karakter og indbyder til leg, og der sættes borde-bænkesæt op, som kan bruges af alle.

Der etableres også en trædestens- og balancebane, som bevæger sig op og rundt om en bakketop forbundet til en asfaltsti, der vender  tilbage til streetparken, så børn inspireres til at bevæge sig rundt  i området.

Eksisterende træer og buske suppleres med ny beplantning, som skal tilføre nye farver og dufte og skabe et levende hegn for indramningen af parkens street-område. Større åbne arealer i området tilplantes desuden  med små bælter af krokus, som pibler op af jorden og skaber nyt liv hvert forår.

I parken etableres også en stenmelssti, der bliver forbindelsesled til midtbyen. Stien går fra  regnvandsbassinet i den vestlige ende til petanquebanerne i den anden ende over for spejderhuset i den gamle stationsbygning.

Plads til socialt samvær

I den midterste del af parken etableres en krolfbane, og den eksisterende petanquebane udvides. Endvidere bygges et opholdsrum, hvor at man kan nyde sin medbragte mad og se på krolf- eller petanquespíllerne. Opholdsrummet fungerer samtidig til opbevaring af spilleredskaber og andet udstyr til banerne. Der bliver  ophængt spilleregler på væggene i det overdækkede rum, som opfordrer nye som garvede spillere til at tage del i aktiviteter på banerne.

– Med  forskønnelse af parken og alle de nye elementer forventer vi, at kunne give byen en tiltrængt opgradering og skabe et mere aktivt uderum med mulighed for bevægelse og samvær på tværs af alder, fortæller Anja Poulsen fra borgerforeningen.

– Derforuden passer forskønnelsen af parken perfekt ind i byens tema for 2020/2021, som er ‘Sund By’ med øget fokus på Sundhed, trivsel og fællesskab i vores lokalområde, tilføjer hun.

Forventningen er ,at man kan komme i gang med med forskønnelsen i slutningen af 2020. En gruppe af frivillige er så småt gået i gang med at fjerne ligusterhæk og hegn i og omkring regnvandsbassinet i parken, som forventes at stå færdig i starten af 2021.

Hammershøj Borgerforening har fået opdateret foreningens hjemmeside, og her kan man følge med i, hvordan projektet i Høegsparken skrider frem.

Inspirationsbillede lånt fra Kildekrattet i Viborg. Man ønsker et lignende opholdsrum med én lang trækasse langs endevæggen, som dels fungerer som siddepladser og også som opbevaring af spilleudstyr. Foran i uderummet vil man placere en række flytbare borde-bænkesæt. Fremsendt foto

Kommentarer