Af Asbjørn Sennels, Kandidat KV21, Det Konservative Folkeparti

Grøn omstilling i Viborg kommune er et afgørende politikområde for mig. En mærkesag. Men dette hverken er eller må være i modstrid med et godt erhvervsliv, som vi også skal sparke yderligere gang i. De to ting hænger derfor sammen som én mærkesag for mig: Grøn omstilling, godt erhvervsliv!

Jeg vil her – lidt forsimplet, men for nemheds skyld – skelne mellem en ”smal bæredygtighed” og en ”bred bæredygtighed”. Den smalle bæredygtighed sikrer nok grøn omstilling til gavn for miljø og klima på kort sigt, men kan til gengæld koste vækst på længere sigt. Det giver reelt mindre mulighed for grøn omstillingsparathed i fremtiden, og kan tilmed koste velstandsgoder for de mange, der netop nu nyder godt af disse og forventer at gøre det i fremtiden – samtidig med at de råber på øjeblikkelig grøn omstilling for enhver pris!

Den brede bæredygtighed skal til gengæld sikre både grøn omstilling og vækst til glæde for både miljø og mennesker på netop den lange grønne bane. Denne tilgang kræver handling her og nu, ingen tvivl om det, men kræver ligeledes langsigtet omtanke, så Danmark og Viborg kommune lykkes med at forløse det vækstpotentiale, der er godt for det grønne. Således er det uomgængelig konservativ politik at sørge for fremtidige generationer i kraft af netop den omstillingsproces, der tilgodeser både bæredygtighed og beskæftigelse, støtter såvel økologi som økonomi.

Udfordringen synes den samme på nationalt som på kommunalt plan: C02-udledning og meget anden forurening er ligeglad med landegrænser og kommuneskel! Hvis Danmark skal være foregangsland nytter det ikke noget, at vejen til et grønnere C02-regnskab betyder røde tal på den økonomiske bundlinje. Laver vi løsninger, der sænker væksten og i værste fald sender danske virksomheder, produktion og landbrug til udlandet, hvor klimadagsordenen har mindre medvind, så batter det ikke i det globale C02-regnskab.

Dermed forspilder Danmark chancen for at være et af de lande, der rent faktisk udstikker retningen for grøn vækst, hvilket fratager os en førerposition på intelligente, grønne løsninger med de markedsandele og eksportmuligheder, der ligger deri. Og det vil være virkelig dårlige nyheder ikke bare for Danmark, men også for klimaet.

På samme måde i Viborg kommune. Her må vores virksomheder meget gerne må få en konkurrencefordele via en grøn forretningsstrategi. Målsætningen må være, at vi og virksomheder i kommunen kan vise, at god omsætning og grøn omstilling ikke er i modstrid med hinanden, men netop to sider af samme mønt. Eller lidt flot formuleret; at erhvervsliv og etik kan gå hånd i hånd.

Når jeg stikker fingeren i jorden hos erhvervslivet i kommunen, f.eks. via Business Viborg (tidligere Viborgegnens erhvervsråd), så er der hos mange virksomheder – med vidt forskellig størrelse og kapacitet – en naturlig velvilje til grøn omstilling, slet og ret fordi det er nødvendigt for at bevare markedsandele. Forbrugerne og diverse samarbejdspartnere efterspørger i stigende grad grønne løsninger i hele værdikæden. Så om ikke andet er man af kommercielle grunde drevet af en grøn forretningsstrategi.

Nogle vil rynke på næsen af, at der skal økonomiske incitamenter til for, at man som virksomhed gør ”det gode” for egen vindings skyld. Men selvsamme virksomheder skaber vækst og varig værdi for vores velfærd, så hvorfor mistænke motiverne for grøn gevinst, når det rent faktisk er en win-win-situation at gøre det både grønt og godt som virksomhed?

Vores lokale erhvervsgigant Grundfos er et godt eksempel på en virksomhed, der længe har været pioner inden for intelligente løsninger til gavn for klimaet – og det endda på flere niveauer: dels en intern reduktion af CO2-aftrykket i virksomheden (samt hjælp/krav til underleverandører om at gøre det samme), dels en energieffektiv forbedring af kerneproduktet; nemlig pumperne, og endelig en ekstern mission om at afhjælpe verdens vand- og klimaudfordringer.

Andre virksomheder som f.eks. Tefcold (salg af køle/frys-løsninger) presser selv på for grøn omstilling, men det er svært på et verdensmarked med 25 leverandører fra både Europa, Asien og Afrika med mere fokus på hjemmemarkeder og priser. Derfor er det påkrævet med EU-regler, der sørger for grønne minimumsstandarder. For sådanne virksomheder har kommunen en mindre rolle at spille i forhold til en grøn omstilling, der i høj grad er drevet af markedsmekanismer, og dog kan kommunen bistå i det små f.eks. omkring virksomhedens vandafløb, incitamenter til mere miljøvenlige firmabiler eller muligheden for at vokse sig større i eksisterende, gerne energirenoverede, bygninger.

Den kommunale forvaltning kan i det hele taget bidrage i et stadig mere systematisk samarbejde om virksomhedernes ressourceoptimering og anvendelse af grøn energi, som f.eks. når Karup kartoffelmel-fabrik er undervejs med en solcellepark på hele 80 hektar, der med sine 66.000 megawatttimer om året, svarende til el-forbruget i ca. 16.500 husstande, dækker el-forbruget til kartoffelmelproduktionen.

Andre virksomheder igen arbejder med den såkaldte tredobbelte bundlinje, der foruden økonomisk indtjening og miljømæssig bæredygtighed tæller et tredje led, nemlig social retfærdighed. Når f.eks. et firma som Peter Larsen Kaffe ikke alene satser på økologi, men også er fortaler for fairtrade og cirkulær økonomi omkring kaffeproduktionen, flugter det fint med et blik for også social retfærdighed i virksomhedsledelsen. Det må meget gerne være med mindstepriser på kaffebønders høst i højlandet i Honduras, men lige så gerne den sociale retfærdighed og nære hjælp her i kommunen, som ældre med gæstevennen kan nyde godt af over søndagskaffen.

FNs 17 verdensmål, som nogle virksomheder bruger som pejlemærke, er gode, men store og abstrakte mål, så selvfølgelig er det godt at virksomhederne går globalt, men lige så prisværdigt, at de gør en forskel lokalt. Det gælder også den lille tømmervirksomhed, der ikke skal have travlt med at rede verden, men travlt med at levere et gedigent håndværk.

Hvorom alting er; mange af kommunens virksomheder er allerede langt med den grønne forretningsstrategi som en naturlig del af både proces og produkt. Faktisk så langt – lader jeg mig fortælle – at det offentlige og lovgivningen i visse tilfælde halter bagefter de private virksomheder, der er førende på den front. Så fra Viborg kommunes side handler det om at understøtte den gode vilje hos disse virksomheder, så vi sammen skaber en effektiv grøn synenergi!

Men vi må være ærlige; selvfølgelig er der virksomheder, der leverer kerneydelser, der umiddelbart er sværere at forene med den grønne dagsorden. Dog er der ingen virksomheder, der ikke kan gøre noget for at blive grønnere, hvormed de altså gør noget godt for samfundet, men også for eget overskud og overlevelse som virksomhed. For som det er sagt om virksomhedernes virke af førende ledelsesekspert med erhvervsindsigt, Steen Hildebrandt: ”Ikke bæredygtig adfærd er ikke en realistisk option på lidt længere sigt.”

Det ville være dumt at påstå, at det ikke er kompliceret stof. De nemme løsninger hænger ikke på træerne, og mange lavt hængende frugter er allerede plukket. Desuden er det sjældent politikerne, der sidder inde med hverken korrekte eller konkrete løsninger. Derfor er det netop politikernes opgave at lytte til forskere og fagfolk, ingeniører og investorer, teknikere og talnørder, der dagligt har hænder og hoved nede i substansen. Til gengæld er det så politikernes opgave at bevare overblikket, og prioritere værdier og ressourcer rigtigt. Det skal gøres i den rigtige rækkefølge, så vi på den lange, grønne bane dyrker en bred bæredygtighed. Derfor er grøn omstilling, godt erhvervsliv ikke bare en mærkesag, men også en hjerne- og hjertesag for mig.