Gravhøje giver ny viden om familie og slægt i bronzealderen
Hvilken betydning havde slægten og familiestrukturen for organiseringen af samfundet i ældre bronzealder? Dette store spørgsmål danner rammen om et nyt ph.d.-projekt lanceret af Viborg Museum.
I Danmarks bølgede bakkelandskab troner hundredvis af gravhøje frem. De er levn fra Bronzealderen, der nærmest var Danmarks anden guldalder i forhistorien. Mange af dem har gemt på rigdomme i kraft af de gaver, man sendte med til den dødes sidste rejse. Men i gravhøjene gemmer der sig også andre spændende ting, som kan svare på nye spørgsmål om en fjern fortids mennesker og samfund.
Et nyt ph.d.-projekt på Viborg Museum skal belyse, hvordan slægtsforhold og familiestrukturer hang sammen i perioden fra 1.700 til 500 f.kr. med udgangspunkt i Midtjylland.
Perioden var præget af et varmt klima og en relativ stor udveksling på tværs af Europa. Forskningen har hidtil haft blik på netop de internationale kontakter og periodens rige begravelser, men i mindre grad på familieforhold og slægter. Vi kan derfor kun gætte på, hvilken relevans familie og slægt havde for samfundsstrukturen, og mere detaljeret hvor tæt man boede, hvor mange, og hvordan hierarkierne bestod mellem slægter på tværs af generationer, skriver museet i en pressemeddelelse.
Det er museumsinspektør og arkæolog Casper Sørensen ved Viborg Museum, der de næste tre år skal fordybe sig i projektet.
– Jeg glæder mig utrolig meget til at komme tættere på familiens rolle og betydning i bronzealderens samfund. De mange materielle spor fra grave og bosættelser fortæller alle deres historier, men sammenstykket kan de være med til at skrive en samlende fortælling om samfundet i denne fantastiske periode af Danmarks forhistorie, siger han.
Relevans for nutiden
Ph.d.-projektets overordnede spørgsmål kunne lige så vel stilles til nutidens moderne samfund, hvor familiestrukturer og slægtsforhold også spiller en stor rolle, og derfor er projektet ganske relevant i en nutidig kontekst. Netop relevans er et nøgleord, når det kommer til forskning på et museum.
– Vi er utrolig begejstrede for, at Casper Sørensen nu kan påbegynde ph.d.-projektet, som er vigtigt på flere niveauer. Både fordi projektet giver ny viden om samfundet i bronzealderen, men også fordi det er viden, vi kan relatere til nutidens samfund. Og så er det vigtigt for os som museum, at vi både kan styrke en medarbejders kompetenceniveau og styrke museets generelle forskningsprofil og muligheder fremover, siger Lars Agersnap Larsen, forskningsleder ved Viborg Museum
Projektet, der udføres i årene 2023-2026, er forankret på Viborg Museum og gennemføres i samarbejde med Aarhus Universitet.
Projektet har modtaget støtte fra Kulturministeriets Forskningspulje, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt Elisabeth Munksgaard Fonden.
Kommentarer