GrainIT i Foulum vinder innovationspris
For sjette år i træk blev der delt priser ud til landets bedste fødevare- og agrovirksomheder ved Vækstkonferencen, der i år har slået deltagerrekord. En af priserne gik til virksomheden GrainIT i Foulum.
350 direktører og ledere fra landbrug og fødevareklyngen var fredag 22. september samlet til årets Vækstkonference i Odense, hvor der diskuteres både produktion, ledelse og salg.
Temaet for årets konference var digitalisering og teknologisk udvikling i fødevareklyngen, og i sit indlæg på konferencen sagde administrerende direktør i Landbrug og Fødevarer, Karen Hækkerup, blandt andet:
– Danske fødevarer er efterspurgte overalt i verden, fordi vi har været innovative og konstant har udviklet produktionen. Men verden omkring os udvikler sig også, og der er behov for, at vi ser os omkring efter det, der skal give de næste store gevinster på bundlinjen hos både landbrug og virksomheder. Her bliver digitalisering et afgørende værktøj.
Igen i år blev der uddelt priser til Vækstkonferencen, og i år er alle vinderne fra Jylland. En af dem er GrainIT, som holder til i Agro Business Park i Foulum.
IT-hjælp til landmænd
Virksomheden GrainIT, som er en del af Farmtech Software ApS, der holder til i Agro Business Park i Foulum, hjælper landmænd med at holde styr på data om korn, gødning og lager via en app. GrainIT har vundet årets pris for innovation, fordi produktet på en simpel måde løser et vigtigt styringsproblem for landbruget.
– Ved hjælp af et enkelt klik kan landmanden registrere, når et læs korn kører på lager og få det overført til hjemmesiden. På samme vis registreres det, når kornet bruges som foder, og man har derfor konstant overblik over lageret. Næste trin er at få koblet data fra både foderstof-selskabet, mejetærskeren og fodringsanlægget på, så landmanden end ikke behøver indtaste mere. Og dermed altså overflødiggøre det, der i dag opleves som et stort fremskridt, lyder det i den officielle begrundelse.
Se en demo-video i bunden af artiklen.
GrainIT er udviklet af Ivan Baadsgaards virksomhed LandIT, der har specialiseret sig i at udvikle digitale løsninger til landbruget og følgeindustrien.
– Det er rigtig dejligt at vinde en pris for noget, som man har arbejdet på i døgndrift, og at andre kan se potentialet i det, vi laver. Med den her pris håber vi, at det bliver nemmere at tiltrække de rigtige investorer, som vi har brug for, hvis vi til fulde skal kunne udnytte potentialet i GrainIT – også internationalt, udtaler Ivan Baadsgaard.
Prisen blev overrakt af Karen Hækkerup og Mogens Nielsen fra Yara Danmark.
Andre vindere
Ud over Innovationsprisen blev der uddelt to andre priser på årets konference:
Prisen ‘Årets vækstvirksomhed’ gik til den nordjyske virksomhed Skiold fra Sæby, som er leverandør af foderanlæg, staldsystemer og komplette løsninger, på grund af virksomhedens “sunde og høje økonomiske vækst”.
Prisen ‘Årets præstation’ blev tildelt frilandsgartneriet Axel Månsson, der ligger i Brande og hvis hovedprodukt er icebergsalat. De tog prisen for årets præstation for “deres væksthistorie og personlige engagement”.
Det er Landbrugsavisen, der i samarbejde med Landbrug & Fødevarer, Dansk AgroIndustri, Danish Food Cluster og Dansk Maskinhandlerforening afholder konferencen.
På filmen hernder vises, hvordan der registreres korn i grainit app’en. Den husker selv fra læs til læs, så det eneste, der skal indtastes, er vandprocent og henholldsvis fuld og tom vægt. Tom vægt gemmes dog også fra læs til læs, hvis der ikke vejes tom hver gang.
Kommentarer