Gør det lettere at være virksomhed i Viborg Kommune

Af Martin Sanderhoff, Moderaterne
Viborg Kommune har allerede en erhvervskoordinator, som gør en god indsats for at hjælpe virksomheder med alt fra etablering og udvidelse til køb af erhvervsjord. Det er et stærkt udgangspunkt.
Alligevel bliver kommunen ikke vurderet som særligt erhvervsvenlig. Virksomheder oplever stadig uklare svar, lange ventetider og manglende koordinering på tværs af afdelinger. Det skal vi tage alvorligt.
I Moderaterne mener vi, at virksomheder skal møde én samlet indgang til kommunen – én kontaktperson, som sikrer hurtig, koordineret og effektiv sagsbehandling. Det handler ikke om mere kontrol, men om bedre service.
Vi har ikke råd til at vente til næste byrådsperiode med at handle. Lad os tage fat allerede nu. Der er virksomheder, som venter på at komme i gang – dem skal vi ikke forsinke med vores egne systemer.
Viborg Kommune kan og skal være mere erhvervsvenlig. Det kræver vilje – og handling.
Kommentarer