Rødding

God stemning og gode øl i Røddinghus

Se billedserie Øl-arrangementet fredag aften fyldte Røddinghus med ølentusiaster. Fotos: Kim Bloch

Gode øl, gode historier og gode grin var på menuen, da Røddinghus Kultur- og Fritidscenter fredag aften havde inviteret til ølsmagning med en af landets store ølentusiaster, Carsten Berthelsen.

“Fantastisk aften”. Sådan beskriver deltagerne arrangementet med øl-fænomenet Carsten Berthelsen i Røddinghus fredag aften 6. april. Carsten Berthelsen er vel nok Danmarks største ølentusiast. Han har skrevet en række bøger om øl, blandt andre ’50 øl du skal smage før du dør’ og ‘Godt bryg – god mad’.

Carsten Berthelsens smittende humør, hans gestik og absolutte begejstring over øllet var omdrejningspunktet for en helt igennem fantastisk aften med masser af øl, som ikke bare var velsmagende, men som også fik fortalt sin historie med både viden og humor.

Deltagerne fik således serveret både gode øl, gode historier og gode grin og vil ifølge en af arrangørerne “fremover ikke være i stand til at se en bølgende kornmark uden at blive tørstige”.

De 60 fremmødte fik en grundig indføring i øllets duft, smag og farve og kan nu i søvne gengive betydningen af EBC, IBU og Plato, mens de samtidig snuser ølskum med ét næsebor, lyder meldingen.

Kommentarer