Viborg By

Genbrugspladserne genåbner for private i morgen

Fra i morgen kan private atter få adgang til genbrugspladserne. Men kun biler, hvor nummerpladen slutter på et lige nummer. Andre må vente til onsdag – eller en anden ulige dato. Fremsendt foto

Så kan haveejerne godt glæde sig. Sundhedsmyndighederne har givet tilladelse til, at genbrugspladserne i landets kommuner genåbner fra i morgen tirsdag 31. marts. Dog med visse sikkerhedsforanstaltninger, og  i Viborg Kommune har man desuden taget forbehold for at undgå kødannelser.

Siden regeringen 11. marts meldte ud, at store dele af den offentlige sektor skulle lukkes ned for at begrænse smittespredning af coronavirus har der været adgang forbudt for private på landets genbrugspladser.

Med indførelsen af en række anbefalinger og påbud samt en anbefaling fra Kommunernes Landsforening vurderer sundhedsmyndighederne imidlertid nu, at kommunerne kan åbne genbrugspladserne for private, hvis en række sikkerhedsforanstaltninger følges.

Lige og ulige numre

Den nye udmelding vil sikkert glæde mange haveejere, som de seneste uger har haft god tid til at få beskåret træer og buske. For at undgå trængsel på genbrugspladserne har Revas i Viborg Kommune lavet en regel med, at sluttallet på bilens nummerplade giver adgang på forskellige dage.

Således er det nummerplader med et lige sluttal, der får lov at komme ind i dag tirsdag 31. marts, mens de ulige numre kan komme til fra onsdag 1. april.

Fra torsdag 2. april er det så igen biler med et lige tal i registreringsnummeret, kan komme ind på lige datoer, mens biler med ulige tal har adgang på ulige datoer.

Revas opfordrer til, at ikke alle drøner på genbrugspladserne de første to dage og henstiller desuden til, at man kun kommer én person pr. bil. Man har også opsat en række andre retningslinier for besøg på genbrugspladserne:

  • Hold minimum 2 meters afstand til hinanden og til personalet
  • Overhold personalets anvisninger, så antal biler på pladsen begrænses
  • Medbring egen skovl og kost og del ikke redskaber med andre
  • Vær klar til effektiv aflæsning – hurtigt ind og hurtigt ud. Sorter hjemmefra.
  • Undgå så vidt muligt at benytte toiletforholdene på pladsen

Man skal desuden forvente kødannelse ved indgang til pladsen og i øvrigt følge de anvisninger som trafikvagten udstikker.

Endelig opfordres man til at vaske eller afspritte hænderne, når man har været på genbrugspladsen.

Kommentarer