Fut i fjerboldene i vinterferien
De tre første dage af vinterferien sidste uge brugte 20 børn fra Løvel og et stort opland på at spille badminton i Løvelhallen. Et nyt initiativ af Løvel UIF og DGI.
I samarbejde med DGI har Løvel Ungdoms- og Idrætsforening (Løvel UIF) for første gang afholdt badmintonskole. Det foregik i Løvelhallen sidste uge i skolebørnenes vinterferie, hvor 20 børn i tre dage knoklede med ketcher og fjerbolde.
Vi besøgte dem onsdag over middag – lige inden børnene går til en tiltrængt pause.
– De er bare superengagerede, og de går virkelig til den, det er skønt at se. Så det er nogle trætte børn, forældrene får hjem i eftermiddag, fortæller Bjarke Poulsen med et stort smil.
Til daglig er han leder og instruktør for idrætsforeningens badmintonafdeling, men denne uge har han allieret sig med DGI-instruktør Kasper Engstrøm Hansen (22) fra Silkeborg, som har trænet de unge mennesker hver dag fra klokken 9-15.
Aldersspredningen er stor blandt de 20 børn – yngste spillere er Sebastian og Johannes fra Løvel, mens Oliver på 14, også fra Løvel, er ældste deltager.
Badmintonafdelingen i Løverl UIF er næsten ny. Den blev etableret i november sidste år – faktisk på ønske fra Bjarke poulsens 11-årige søn William, som ikke var så meget til håndbold.
– Jeg går til Friluftsliv om sommeren, men jeg ville gerne gå til noget sport om vinteren, og jeg kunne godt tænke mig at spille badminton, fortæller han.
Der var andre børn, der havde det på præcis samme måde, skulle det vise sig. I løbet af ganske kort tid var afdelingen nemlig oppe på 40-45 medlemmer, som i dag træner i to hold: 0.-5. klasse og 5.-9. klasse. Bjarke Poulsen og en anden forældre træner de store børn, og William, der selv er blevet ganske skrap til spillet, træner de små sammen med Freja.
Børnene der spiller kommer fra et stort opland, og sådan var det også til badmintonskolen i vinterferien.
De fleste børn kommer fra Løvel, men ellers er der deltagere fra Rødding, Vammen, Skals og Skive-kanten, så det er ikke alle der kendte hinanden fra starten.
9-årige Elisabeth fra Vammen var afsted helt alene for at komme på badmintonskole, og det skulle hun lige vænne sig til.
– Det var lidt mærkeligt i starten, men når man spiller sammen, så kommer man til at kende de andre, og så er det bare sjovt, siger Elisabeth, som hurtigt blev venner med jævnaldrende Anna og Ellen, der begge kommer fra Skals, og som spiller badminton i Løvel hver uge. Så det skal Elisabeth også til, fortæller hun.
Bjarke Poulsen er glad for successen både med afdelingen og nu også med badmintonskolen.
– Det gør vi igen næste år, det er helt sikkert siger han.
Kommentarer