Kultur

Frivillige og ansatte klar til levende jernalder på Hvolris fra på lørdag

En af de frivillige fra Hvolris Jernalder hjælper med at gøre husene klar til det store sommer-rykind. Foto: Hvolris Jernalderlandsby

Fra den 12. juli til 8. august summer Hvolris Jernalder igen af liv. I sommerferien bebos landsbyen, og besøgende kan opleve jernalderens dagligdag med madlavning og håndværk.

På Hvolris Jernalder har både ansatte og frivillige arbejdet intensivt for at gøre klar til sæsonens højdepunkt: Levende jernalder. Området og husene står klar og aktiviteterne venter, når jernalderhusene – traditionen tro – bebos af familier, der skal prøve jernalderlivet på egen krop.

Oplevelser for hele familien

I landsbyen kan besøgende opleve dagliglivet i jernalderen – fra mad over bål til smedning og andre håndværk. I uge 29 kan man desuden møde vikingehåndværkere, der fortæller og fremstiller langbuer. Bueskydningsbanen er åben alle dage i sæsonen, hvor store og små kan udfordre hinanden i en spændende duel.

– Et besøg i jernalderen er en oplagt familieaktivitet. Her kan både børn og voksne få en sjov og lærerig oplevelse, siger daglig leder Hanne Sørensen.

Dreng prøver bueskydning til levende jernalder på Hvolris. Foto: Iben Neergaard Thomsen

Et område fyldt med historie

Hvolris er mere end en jernalderlandsby – det er også et smukt og kuperet naturområde med synlige spor fra oldtiden. Frivillige har i løbet af foråret lagt et stort arbejde i at fritlægge stenkredse og jernaldergrave, så historien står tydeligt frem til sæsonstart.

I den smukke natur kan man nyde sin medbragte mad, ved hovedbygningen er det også muligt at grille, som afslutning på et hyggeligt besøg.

Foto: Hvolris Jernalderlandsby

 

Kommentarer