Samfund

Frivillige fra Tjeleegnen er igen i år klar til at gå på gaden for kræftsagen

Søndag den 7. april holder Kræftens Bekæmpelse sin årlige Landsinsamling. Også på Tjeleegnen er frivillige klar til at trave landsbyerne tynde for det gode formål; men der er plads mange flere, og den lokale koordinator opfordrer mange flere til at melde sig til at bruge et par timer i den gode sags tjeneste. Pressefoto: Kræftens Bekæmpelse

Igen i år får man mulighed for gøre en forskel for kræftramte, når Kræftens Bekæmpelse 7. april holder sin årlige Landsindsamling. Traditionen tro er lokale frivillige også ude at samle ind på Tjeleegnen.

Det er en festdag, når tusindvis af mennesker landet over går på gaden søndag den 7. april for at samle ind til Kræftens Bekæmpelses årlige Landsindsamling og støtte kampen mod kræft. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse, hvor man ser frem til den årlige indsamling.

– Det er en utroligt vigtig støtte til hele Danmarks kamp mod kræft, og jeg er dybt taknemmelig over, at så mange frivillige endnu en gang står klar til at bakke op om indsamlingen, siger formand i Kræftens Bekæmpelse, Helen Bernt Andersen, der glæder sig til selv at skulle ud og samle ind.

– Det er en rørende og livsbekræftende oplevelse at gå fra dør til dør og mærke, hvordan lokalsamfundet står sammen om at gøre en forskel for kræftramte og deres pårørende. Derfor er Landsindsamlingen en helt særlig dag, som jeg ser frem til hvert år, siger hun.

Støt selvom du ikke er hjemme

Marianne Nygaard Damsgaard, der er leder af Landsindsamlingen i Hammershøj, Vorning, Kvorning, Hvidding, Sjørring, Nr. Vinge, Mollerup og Tindbæk, håber på, at borgerne som sædvanligt vil tage godt imod de omkring de 15 til 20 lokale frivillige, der har meldt sig som indsamlere.

– Det er en fornøjelse at samle ind til Kræftens Bekæmpelse her i omegnen, fordi vi altid bliver mødt med masser af varme og flotte bidrag til kræftsagen. Desværre er der ikke nogen hjemme hos omkring halvdelen, men der er heldigvis god mulighed for at støtte alligevel, fortæller Marianne Nygaard Damsgaard.

Man kan nemlig støtte Landsindsamlingen via kontanter, sms, MobilePay og på indsamling.dk. Samtidig får den enkelte indsamler sin unikke QR-kode på indsamlingsbøtten, hvilket gør det muligt at registrere, hvor mange penge der er indsamlet hos indsamler.

Derfor er din støtte vigtig

I 2023 var omkring 15.000 frivillige med til at samle over 35 millioner kroner ind ved Landsindsamlingen. I Hammershøj og omegn samlede 16 frivillige indsamlere cirka 19.000 kroner ind, hvilket svarer til, at hver indsamler fik 1187,50 kroner i bøtten.

De penge, der kommer ind ved Landsindsamlingen, går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende, til forskning samt forebyggelse. For hver 100 kroner af indsamlingens overskud går 63 kroner til forskning i kræft, 22 kroner til patientstøtte, 11 kroner til forebyggelse af kræft og 4 kroner til administration.

Kun 3 procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Resten af indtægterne er afhængige af de indsamlede midler

Man kan stadig nå at melde sig som indsamler på telefon 35 25 75 04 eller online på hjemmesiden www.indsamling.dk/bliv-indsamler

Følg indsamlingen

Resultaterne fra sidste års indsamling kan man finde på hjemmesiden www.indsamling.dk. Under fanen ‘Resultater’ kan man følge resultaterne af indsamlingen i sit lokalområde.

 

Kommentarer