Debat og politik

Frisættelsen skal kunne mærkes!

Debatindlæg af Mette Nielsen (S), byrådsmedlem i Viborg Kommune

Frisættelsen på ældreområdet skal kunne mærkes hos den enkelte ældre! Læserbrev af Mette Nielsen (S) Medlem af Viborg Byråd og folketingskandidat.

I Viborg Kommune er vi fri sat fra store dele af serviceloven, hvis vi sikrer, at borgerne får den hjælp og pleje, de har behov for.

Det betyder, at vi kan gøre en masse ting på en ny måde. Vi kan lave ny praksis på flere områder:

Vi kan ændre tilrettelæggelsen af hjemmehjælp, madservice og forebyggende hjemmebesøg.

Vi kan visitere ydelser tættere på borgeren.

Vi kan/SKAL bruge mindre tid på papirarbejde – f.eks. lave mindre dokumentation og bruge mindre tid på udarbejdelse af politikker, som oftest kun er kendt af få, og ikke huskes af ret mange efter papiret fra kopimaskinen er blevet koldt efter endt trykning.

Der er lysere tider for ældreområdet i fremtiden, fordi:
– vi skal give mere nærvær og omsorg for den enkelte ældre i hverdagen.
– vi skal stoppe med at spilde skrivetid på noget, som ikke betyder noget for den enkelte borger.
– medarbejderne i front skal have mulighed for at træffe flere beslutninger. Det vil give en øget arbejdsglæde.

Der ud over skal vi fjerne unødige procedurer, arbejdsgange og kontrol, som Viborg Kommune selv har fundet på. Det kan kun gå for langsomt. De penge der er ældrepleje, skal bruges ude hos den enkelte ældre.

På borgermødet i Bjerringbro var vi politikere placeret ved forskellige borde. Det var klart, at der ved mit bord var et stort og tydelig ønske om, at de ældre gerne ville bestemme mest mulig selv, og samtidig være sikret muligheden for hjælp, pleje og omsorg. Det førte til det forslag, som jeg fremførte på vegne af vores bord: Ønsket var at der blev visiteret i tid og ikke specifikke ydelser. Eks. Hvis en ældre havde to timer om ugen, så kunne den anvendes efter det behov, som den enkelte ældre følte der var ”her og nu”. Hvad en ældre f.eks. fået hjælp af datteren/sønnen til at komme i bad, så kunne tiden til bad veksles om til en snak og en kop kaffe osv.

I ældre- og aktivitetsudvalget er der fra alle politikere – på tværs af partierne – en stor interesse for at samarbejde og lave gode løsninger. Så jeg er sikker på, at vi vil kunne tage nogle større skridt i fællesskab, som vil kunne mærkes og gøre en forskel for Viborg Kommunes ældre.

Kommentarer