Samfund

Fremtidens landdistrikter drøftes på konference i Frederiks

Vinderen af Landdistrikternes Ildsjæle 2024, Ole Nielsen, er her flankeret af formand for Landdistriktsudvalget Kim Dongsgaard (tv.) og daværende formand for VibLand Michael Højbjerg. Foto: Viborg Kommune

I samarbejde med VibLand inviterer Landdistriktsudvalget til konference onsdag den 9. april. Temaet er denne gang Fremtidens Landdistrikter i Viborg Kommune. Samtidig skal Ildsjæleprisen uddeles, og allerede nu kan du foreslå kandidater.

Der er fokus på byernes forskellige styrker, udfordringer og udviklingspotentialer, når deltagerne til årets Landdistriktskonference mødes i Alhedens Kultur- og Idrætscenter i Frederiks. På programmet er et fælles indblik i den kommende landdistriktsplan for Viborg Kommune, der sætter retning for udviklingen af landdistrikterne.

Strategisk rådgiver Camilla Hjortkjær, der blandt andet har skrevet rapporten Længe leve landsbyerne for Realdania, giver også sit perspektiv på strategisk udvikling af landsbyer. Deltagerne får i løbet af konferencen desuden mulighed for at dele deres input til fremtidens landsbyer.

Formand for Landdistriktsudvalget, Kim Dongsgaard, håber på stort fremmøde den 9. april og siger forud for konferencen

– Det er en oplagt mulighed for at få kendskab til og give input til, hvordan vi sammen skaber planen for levedygtige landsbyer i Viborg Kommune. Vores landsbyer og de aktive borgere, som bor der, spiller en afgørende rolle i at forme fremtiden. Viborg Kommune ønsker at understøtte lokale initiativer og fællesskaber, så hver enkelt by kan udvikle sig på sine egne præmisser.

Udover de to fællesoplæg er en række gruppeoplæg på programmet:

  • Fem byer i Viborg Kommune, som hver især forsøger at skabe en levedygtig landsby ud fra deres egne præmisser, fortæller om arbejdet med at udvikle deres by i den ønskede retning.
  • VibLand fortæller om det omfattende projekt med at kortlægge 1600 km stier i hele Viborg Kommune.
  • Camilla Hjortkjær videregiver erfaringer og eksempler fra Region Midtjyllands Landsbypriser gennem årene.

Kandidater til Ildsjæleprisen efterlyses

Konferencen rundes traditionen tro af med, at Landdistriktsudvalget og VibLand kårer årets vinder af prisen Landdistrikternes Ildsjæle.

– Den indsats, som ildsjælene gør i vores lokalområder, er helt uvurderlig. De gør en stor forskel for mange mennesker gennem deres engagement, og derfor vil VibLand gerne være med til at uddele denne pris. Alle opfordres til at indstille de personer, som fortjener at modtage årets Ildsjælepris, så vi kan synliggøre den store mangfoldighed af indsatser, siger Susanne Kraft, formand for VibLand.

Kandidater til prisen kan allerede nu – og frem til den 9. marts – nomineres på hjemmesiden viborger.dk

Fakta om landdistriktskonferencen

  • Tid: Onsdag den 9. april kl. 17.00-20.00
  • Sted: Alhedens Idræts- og Kulturcenter i Frederiks
  • Tilmelding: Senest den 1. april 2025 på viborger.dk

 

Kommentarer