Kultur

Fra møbler til magthistorie: Wibergis henter kapacitet fra møbelkæde

Stine Rishøj Madsen i det kommende butiks- og velkomstområde, som er under ombygning i den tidligere Vestre Landsret i Viborg. Foto: Viborg Museum.

Viborg Museum har ansat Stine Rishøj Madsen som butiks- og værtsskabsansvarlig på det kommende Museum Wibergis. Efter 12 år med kundeoplevelser hos IKEA skal hun nu være med til at forme gæsternes første møde med Viborgs nye museum.

Hvad kan et museum lære af IKEA? En hel del, hvis man spørger Stine Rishøj Madsen, der er uddannet designteknolog og bachelor i Living Design.

De fleste kender oplevelsen af at gå på opdagelse i IKEA. Man bliver inspireret, og opdager måske noget, man ikke vidste, man ledte efter. Bag oplevelsen ligger et bevidst arbejde med indretning, adfærd og kundeflow. Det er nogle af de erfaringer, Stine nu tager med sig til Museum Wibergis.

– Noget af det vigtigste, jeg tager med mig, er tanken om at se stedet gennem gæsternes øjne. Hvad møder dem, når de kommer ind? Hvad vækker deres nysgerrighed? Og hvad får dem til at få lyst til at komme igen? Det glæder jeg mig til at arbejde videre med på museet, siger Stine Rishøj Madsen.

Fra møbelhus til magthistorie

Museum Wibergis er ved at tage form i den tidligere Vestre Landsret i Viborg. Her skal gæsterne opleve historien om Viborg som et af Danmarks vigtigste magtcentre. Ambitionen er at placere byens historie på den nationale museumsscene. Derfor bliver gæsteoplevelsen også tænkt ind fra første møde med museet.

– Vi ønsker ikke en traditionel museumsbutik, som gæsterne bare passerer på vej ud. Vi vil skabe et sted, hvor gæsterne får lyst til at gå på opdagelse, mærke fortællingen fortsætte og dele oplevelsen med hinanden, siger teamleder for Kommunikation og Salg Dorthe Elkjær.

I det nye velkomstområde samles billetsalg, butik og minicafé. Med sin erfaring fra en virksomhed, hvor hver detalje i kundernes oplevelse er gennemtænkt, skal Stine Rishøj Madsen udvikle området, så det fungerer både som velkomst, forlængelse af museumsoplevelsen og et mødested, hvor gæsterne føler sig godt taget imod.

Fakta

Stine Rishøj Madsen er bosat i Randers, uddannet designteknolog og bachelor i Living Design. Hun har arbejdet med indretning, visual merchandising og kundeoplevelser gennem mere end et årti og har desuden været selvstændig butiksindehaver.

Museum Wibergis får ny hovedindgang i vestfløjen af den tidligere Vestre Landsret. Her etableres et samlet velkomstområde med billetsalg, museumsbutik og minicafé. Den nye placering skaber plads til en elevator og sikrer bedre tilgængelighed for alle besøgende.

 

Kommentarer