Viborg By

Fotografelever stiller skarpt på klimaet med ny udstilling

Fra foto udstillingen 'Klimadilemma' på Hovedbiblioteket i Viborg. Foto: Stine Laursen

Fredag 2. september åbnde Medieskolernes udstilling Klimadilemma på Hovedbiblioteket i Viborg. Den er blevet til i anledning af temaugerne Grønne Sammen, der starter mandag og sætter spot på bæredygtighed og grøn omstilling.

De talentfulde fotografelever på Medieskolernes grundforløb fik i foråret en udfordring: De skulle fotografere de dilemmaer, som de er stødt på, når de som helt almindelige mennesker gerne vil skabe en grøn hverdag. Det er der kommet en tankevækkende, flot og facetteret fotoudstilling ud af, som åbner på Hovedbiblioteket i Viborg i anledning af temaugerne Grønne Sammen og står indtil 9. oktober.

Fotograf og faglærer på Medieskolerne Jacob Christensen Ravn fortæller: ”Klimaspørgsmålene er relevante og vigtige for alle, og som uddannelsesinstitution er det vigtigt, at vi beskæftiger os med centrale spørgsmål. Svarene på klimaspørgsmålene er svære at finde og i den nye udstilling kommer fotografeleverne ikke med løsninger, men perspektiverer derimod de dilemmaer, der er forbundet med at besvare klimaspørgsmålene. Det er dét, som kreativiteten og fotografiet kan: Stille spørgsmål, vække undren og skabe debat og forandring.”

Del af et større fotoprojekt

Udstillingen ”Klimadilemma” er en central del af fotoprojektet Min grønne hverdag, som er koblet sammen med Grønne Sammen og Den Grønne Festival på Nytorv 16.-17. september.

Foruden Medieskolernes udstilling tæller projektet en fotochallenge for børnefamiler, der allerede er i fuld gang. Dertil kommer udvikling af en ”dialogbox”: En æske med fotos taget af forskellige borgere i Viborg Kommune, der har fotograferet deres grønne hverdag, og en samtalemenu. Tilsammen igangsætter og guider fotos og menuer en gruppesamtale om bæredygtighed og grøn omstilling. Viborg Bibliotekerne er værter for en samtalesalon på Hovedbiblioteket tirsdag 13. september kl. 16.30, hvor dialogboxen afprøves. Alle er velkomne.

Dialogboxen bruges desuden som del af undervisningsforløb på Houlkærskolen og Viborg Gymnasium, hvor den kobles med en fotoworkshop for eleverne, som Medieskolerne står for. Resultatet bliver fotoudstillinger, der kan opleves på Hovedbiblioteket i Viborg i efterårsferien.

Endelig er Min grønne hverdag til stede med en stand på Den Grønne Festival 16.-17. september, hvor publikum blandt andet kan se alle de indsendte fotos fra fotochallenge, prøve en dialogbox og møde fotografelever fra Medieskolerne, som dokumenterer festivalen.

Bag Min grønne hverdag-projektet står Viborg Bibliotekerne og Medieskolerne i samarbejde med Erhverv & Udvikling og Børn & Unge i Viborg Kommune, der som UNESCO Creative City sætter visuel kreativitet i spil for blandt andet at fremme samtale, forståelse og demokrati.

Læs mere om temaugerne Grønne Sammen og Den Grønne Festival på viborg.dk

Kommentarer