Kultur

Fotodage Viborg har fået film på programmet

Fotodage Viborg har i år inkluderet filmformatet i arrangementet. Pressefoto med foto af fotografen om Robert Mapplethorpe (beskåret – se det fulde billede i bunden af artiklen)

I samarbejde med biografen Fotorama i Viborg inviterer Fotodage Viborg til tre helt særlige filmaftener i maj. Filmprogrammet omfatter tre vidt forskellige dokumentarfilm om nogle af verdens mest interessante fotografer.

Fotorama er med til at sætte spot på fotografiet, når Fotodage Viborg slår dørene op til tre ugers festival, der hylder fotografiet i al dets mangfoldighed. Nu kan samarbejdspartnerne løfte sløret for, hvad der er på programmet:

Onsdag 8. maj klokken 19: Forfilmen er et smugkig på ”Krigsfotografen” om den kendte danske pressefotograf Jan Grarup. Herefter vises ”Get the Picture”, der handler om verdens bedste billedredaktør John Morris og er en kæmpestor kærlighedserklæring til fotojournalistikken.

Onsdag 15. maj klokken 19: Denne dag vises Wim Wenders’ film ”The Salt of the Earth” om en af verdens allerbedste fotografer Sebastiao Salgado, der er kendetegnet ved et aldrig svækket humanistisk engagement og er kendt for at skildre krige, social uretfærdighed og ikke mindst miljø og natur.

Onsdag 22. maj klokken 19: ”Look at the Pictures” handler om Robert Mapplethorpe, der om nogen har været med til at gøre fotografiet til en kunstart, der kan begå sig på de bedste gallerier – og til høje priser. Filmen er også historien om Mapplethorpes ret vilde liv i New York i 70’erne og 80’erne med stoffer, vild sex og til sidst AIDS.

Billetter købes via Fotorama.

Fotodage Viborg finder sted 3.-26. maj. Programmet omfatter både udstillinger og en række aktiviteter som foredrag, workshops, photo walk – og nu også film. Se festivalprogrammet på fotodage.dk

Kommentarer