Fortællinger om hjemstavn på Hovedbiblioteket i Viborg

Hjemstavnsfortællinger er en helt speciel genre på det litterære landkort. Det skyldes, at hjemstavn og opvækst ikke er noget, vi bare kan ryste af os. Det sidder dybt i et menneske, om vi vil det eller ej.
Nu vækker vi hjemstavnsfortællingerne til live på biblioteket. Ved et par arrangementer på Hovedbiblioteket i Viborg har vi inviteret to viborgensere til at fortælle om deres barndom, opvækst og rejse fra udlandet til Viborg.
Hjemstavnsfortællinger fra Belgien og DDR
- Jacques Gustin. Pressefoto
Onsdag den 21. oktober kan du møde Jacques Gustin, som er født og opvokset i Belgien. Han fortæller om, hvordan det er at vokse op i et land med 3 sprog og om sin rejse til Viborg Kommune, hvor han arbejdede 14 år som stadsgartner.
Cindy Rudel fortæller onsdag den 11. november om sin opvækst i det kommunistiske DDR. Det var en barndom, hvor faderen sad i arbejdslejr og i skolen blev der undervist i at genkende fjendens kampvogne. Cindy fortæller også om murens fald og ikke mindst om sin vej til Viborg.
- Cindy Rudel. Pressefoto
Det bliver med garanti 2 hjemstavnsarrangementer med masser af anekdoter fra en barndom, som var anderledes end din og min og med fortællinger om de skelsættende øjeblikke i livet, som ændrer alting.
Vi slutter hvert arrangement af med en samtalesalon om hjemstavn, opvækst og livshistorier.
Arrangementerne afholdes 21. oktober og 11. november, begge dage klokken 16.30 i mødelokale 3 på Hovedbiblioteket i Viborg. Der er fri entré til begge foredrag, men bemærk at billetbestilling er nødvendig.
Arrangementerne afvikles efter de gældende retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen.
- Jacques Gustin som barn. Privatfoto
Kommentarer