Tjele

Forstod Forvaltningen den vigtige advarsel?

Visualisering af vindmøllerne ved Vinge.

Debatindlæg af Nancy Knudsen, Tjele Møllevej 22, Vammen, 8830 Tjele

VINDMØLLER – Den vigtigste indsigelse mod vindmøller ved Vinge kom allerede fra forskere ved DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet den 15. august 2019.

Forskerne er landets førende eksperter i tajga-sædgæs, og som de selv skriver ’ligger de inde med en helt enestående viden om gæssene ved Tjele Langsø’. Miljøstyrelsen har gennem de senere år medvirket til udarbejdelsen af en international forvaltningsplan for tajgasædgæs og har med et stort anlagt projekt, som forskerne har udført, anvendt en masse penge på ringmærkning og placering af gps-sendere på udvalgte gæs. 

Når der kommer en indsigelse fra Aarhus Universitet, ligger der også en godkendelse fra Miljøstyrelsen, og hermed det vigtigste argument i en klagesag, som også de to offentlige instanser vil blive involveret i. 

Forskerne ved DCE valgte at indgive en indsigelse, fordi der var stor uenighed med rådgiverne, som ikke havde anvendt forskernes data korrekt. Det er ret usædvanligt, at DCE afgiver høringssvar i lokalplaner, hvilket de også selv påpeger. I modsætning til andre vindmølleprojekter har forskerne netop stor og detaljeret viden om gæssene ved Tjele, således at de her kunne give en detaljeret indsigelse imod projektet. Forskerne påpeger, at rådgiverne begår klare fejl, og der er lavet nogle vigtige vurderinger, som man ikke er enige i.

Hvorfor går der så 3 måneder inden Viborg Kommune afholder møde med forskerne ved DCE? 

Først 26. november 2019 afholder kommunen et møde med forskerne samt rådgiverne. Her gentager forskerne, hvad de tidligere har fortalt til Folkebladet omkring deres advarsel og kan læses i en aktindsigt: ‘Der er aldrig tidligere set et så stort habitattab (tab af fourageringsområde) i lignende projekter for en beskyttet art, at det er usikkert om tajgasædgæssene vil tilpasse sig møllernes tilstedeværelse, at alternative fourageringsområder ikke er overbevisende belyst samt at beregninger på kollisioner skal anvendes med varsomhed pga. en meget lille bestand og meget lidt kendskab med begrænset viden om dens demografiske forhold’ (det sidste argument er uddybende citeret fra indsigelsen).

Forvaltningen har lavet et resume af DCEs synspunkter den 20. december 2020, og det er først i anden omgang efter en klage, at der i en aktindsigt bliver udleveret dette interne arbejdsdokument. Det er vigtigt at holde sig for øje, at til mødet den 26. november 2019 havde kommunen følgende formål: ’at klæde kommunen på til at kunne træffe en afgørelse. Vi skal sikre os, at det ud fra et videnskabelig tsynspunkt uden rimelig tvivl kan fastslås, at planen og projektet ikke skader Natura 2000-området’.

I dokumentet fra 20. december 2020 står forskernes konklusioner fra indsigelsen klart fremhævet. Der er ingen tvivl, at Forvaltningen har citeret forskernes viden.

Hvorfor er dette dokument ikke på dagsorden i Klima- og Miljøudvalget den 25. februar 2020?

Dette dokument vælter vindmølleprojektet ved Vinge, og det er ikke lykkedes for kommunen eller rådgiverne at flytte DCE forskernes holdning. Dokumentet er bevisførende, og i en klagesag vil projektet ikke kunne gennemføres.

Hvem vil skjule forskernes viden for byrådspolitikerne og føre dem bag lyset? Er det en forsømmelse fra forvaltningen eller en politisk styring?

Kommentarer