Forfatteraften med Katrine Marie Guldager i Gudenåhuset
Katrine Marie Guldager fortæller om Køge-krøniken og sit øvrige forfatterskab i Gudenåhuset, Bjerringbro Bibliotek torsdag 31. august.
“Noget stort er undervejs i dansk litteratur”, skrev en anmelder, da forfatteren Katrine Marie Guldager i 2015 udgav 5. del af Køge-krøniken.
Nu er Katrine Marie Guldager aktuel med sin nye anmelderroste roman ”En uskyldig familie”.
Torsdag 31 august klokken 19.00 kan man møde hende i Gudenåhuset i Bjerringbro, hvor hun fortæller om de 6 bøger, der tilsammen udgør Køge-krøniken.
Den første bog i serien, ”Ulven”, udkom i 2010 og sidste bind ”Ilden” blev udgivet i 2016. Gennem bøgerne følger læseren en dansk familie fra 1938 til 1988, og med den stort anlagte familiekrønike har Katrine Marie Guldager skrevet et kapitel til den moderne danmarkshistorie.
Katrine Marie Guldager er vokset op i Hillerød som datter af en skovbrugskandidat og en landskabsarkitekt. Fra hun var tre til seks år, boede hun med sine forældre i Zambia. I 1994 blev hun cand.phil. i dansk fra Københavns Universitet og samme år afsluttede hun Forfatterskolen. Hun har også skrevet bøger for børn og på hendes hjemmeside kmguldager.dk kan man læse mere om forfatterskabet.
Det er Viborg Bibliotekerne, der er arrangør af forfatteraftenen og billetter sælges på viborgbib.dk eller nærmeste bibliotek i Viborg Kommune. Foredraget er støttet af Statens Kunstfond.
Kommentarer