Forfatter Jesper Stein gæster Viborg
Torsdag den 1. marts er der mulighed for at opleve et spændingsfyldt og tankevækkende foredrag om litteratur med en engageret og populær forfatter.
Foredraget tager afsæt i Jesper Steins forfatterskab, der blandt andet tæller serien om kriminalkommissæren Axel Steen.
De fire bind er rå københavnerkrimier om en mand, der blot ønsker retfærdighed for ofrene – koste, hvad det vil. Romanerne er blevet rost af anmelderne, det tredje bind, Aisha, vandt De Gyldne Laurbær i 2015, og alle foregår de i et nutidigt storbymiljø.
Jesper Stein fortæller om at gå fra at arbejde som kriminalreporter til at skrive fiktive romaner med inspiration fra miljøet.
Opklaringsarbejdet, Axel Steens jagt på forbryderne og det kaotiske privatliv som fraskilt og far til en datter fortælles i romanerne af Jesper Stein i en realistisk, rå og til tider poetisk tone, som forfatteren selv kalder ’2200 Noir’.
– Har du læst Papa, Aisha eller en af Jesper Steins andre succesfulde romaner? Så gå ikke glip af et spændende forfatterportræt, når Jesper Stein gæster Hovedbiblioteket i Viborg den 1. marts klokken 19.00, lyder opfordringen fra Kirstina Kjærsgaard Olesen, Viborg Bibliotekerne.
Billetter à 100 kroner kan købes på viborgbib.dk eller hos arrangørerne; AOF Midtjylland, Foreningen Norden og Viborg Bibliotekerne.
Kommentarer