Foredrag: Da Louise satte skik på kongen
Onsdag den 22. februar fortæller cand. phil. Jørn Buch den gode historie om Frederik VII og Grevinde Danner. Det sker i Musiksalen på Viborg Teater.
Frederik VII levede et ret utilpasset liv for en kronprins og forargede ofte danskerne. Ikke mindst, da han indledte et forhold til den borgerlige pige Louise Rasmussen. Men da Frederik blev konge, giftede han sig med Louise og ophøjede hende til Grevinde Danner. Og ingen tvivl om, at det var grevinden, der fik sat skik på kongen. I foredraget gør Jørn Buch rede for de to personers liv og skæbne, om hvordan de fik kontakt med hinanden, og hvordan de begge gennem hele livet støttede hinanden i glæder og sorger.
Grevinde Danner overlevede sin mand i mange år, men var stadig udstødt af datidens bedre borgerskab. Hun blev yderst velhavende og sørgede til gengæld for, at mange unge piger kunne få en bedre skæbne gennem sine Dannerstiftelser.
Jørn Buch er cand.phil i historie fra Aarhus universitet og har undervist på en række universiteter og seminarier i ind- og udland. Foredraget er arrangeret af Viborg Folkeuniversitet og finder sted klokken 13.15-16.00. Det er nummer to ud af en serie foredrag med Jørn Buch, der senere på foråret vil fortælle om “Rom-den evige stad” og “Tyskland og tysk kultur”.
Kommentarer