Foredrag i Viborg: Den sorte bog om racisme i populærkulturen
Glæd dig til en spændende, tankevækkende og lærerig oplevelse ud over det sædvanlige, når forfatter Søren Hein Rasmussen kommer til Viborg den 7. april.
Torsdag den 7. april kan du blive klogere på racisme i selskab med den kendte historiker, forfatter og foredragsholder Søren Hein Rasmussen. Han har netop udgivet bogen ’Den sorte bog’ om racismens kulturhistorie gennem de seneste 100 år.
I dag forbinder de færreste mennesker racisme med noget godt, og heldigvis er racistisk adfærd og racistiske udsagn generelt ikke accepteret. Alligevel har racistiske forestillinger fra starten præget den populær- og underholdningskultur vi har omgivet os med – også helt frem til i dag.
Til foredraget kan du bl.a. blive klogere på de racistiske fremstillinger, der har præget de danske medier gennem mere end 100 år, samt hvordan racistiske stereotyper har det med at reproducere sig selv og fastholde forældede idéer helt ind i vores egen tid.
Søren Hein Rasmussen vil gennem billeder og ord belyse racismens historie gennem det 20. århundrede og konfrontere os med de stereotyper, vi alle slæber rundt på, og som måske uden vores vidende præger vores syn på vores omverden og medmennesker.
Søren er en erfaren foredragsholder, der i flere årtier har optrådt på store og små scener, i radio og på tv. Han har desuden udgivet bøger og artikler om alt fra tegneserier og atombomber til manden med leen og pornografiens frigivelse.
Foredraget med Søren Hein Rasmussen foregår på Hovedbiblioteket i Viborg torsdag den 7. april kl. 19.00. Billetter à 50 kr. kan købes på viborg.dk.
Kommentarer