Foredrag: Den 3. alder – gør den til livets bedste
Forfatter Hanne Faldborgs foredrag med udgangspunkt i bogen, ‘Den 3. alder – gør den til livets bedste’, er en regulær værktøjskasse med inspiration og nye vinkler til de velfungerende seniorer, og indeholder værktøjer og løsninger til de triste og ensomme. Foredraget byder ikke kun på foder til hjernen, men er båret af humor, vid og bid, så deltagerne får også motioneret lattermusklerne.
I dag lever vi længere. Personer omkring 60 år har fået en hel generation foræret.
Og vi lever bedre. Tidligere var mange slidt ned, når arbejdslivet ophørte. Nu står mange med 20 år, hvor kroppens motor kører lydefrit, og de stortrives med de mange muligheder.
Men, for der er et ‘men’. Ældre Sagen har dokumenteret, at mere end hver fjerde pensionist kører træt i livet, og 65.000 er decideret ensomme. For hvad stiller man op med alt den frie tid, når man er vant til at alt ens tid har været fyldt med arbejde, familie og venner, som måske ikke er her mere.
Hvad kan vi gøre
Men hvad kan vi gøre med al denne frie tid? Til foredraget vil Hanne Faldborg fortælle om, hvordan kroppen bremser for nytænkning. At sindet ikke er omstillingsparat. Men der er også godt nyt – det kan krop og sind blive. Vi kommer til at høre om den svære overgang og om vigtigheden af fysisk og mental motion og latterens betydning.
Under foredraget får alle deltagere nemme værktøjer med sig til at gøre den tredje alder til livets bedste. Vi går nemlig ikke i stå, fordi vi bliver gamle, men vi bliver gamle, hvis vi går i stå.
Om Hanne Faldborg
Hanne Faldborg er selvstændig, foredragsholder og forfatter. Ud over bogen “Den 3. alder”, har hun også udgivet flere slægtsromaner, blandet andet “Havets døtre” og “Hedens sønner”.
Foredraget er lavet i samarbejde mellem Stoholm Fritids- og Kulturcenter, Sport på Tværs, Borgerforeningen v/Trivselspiloterne, Ældre Sagen Fjends-Karup, Stoholm Kirkes Menighedsråd og Viborg Bibliotekerne.
Foredraget finder sted torsdag den 11. april kl. 19.00 på Vandrerhjemmet ved Stoholm Fritids- og Kulturcenter, og billetterne koster 75 kr. plus gebyr. Køb billetter på viborgbib.dk/arrangementer
Kommentarer