’Fordi du skal’ – En aften med Lise Weber Egholm i Hammershøj

Hvis vi ikke stiller krav til hinanden og vores børn, falder vores familier og vores samfund ganske enkelt fra hinanden! Kys, krav og kommunikation! Så enkelt er det faktisk.
Af Gitte Hagsholm, redaktion@viborgnetavis.dk
HAMMERSHØJ – Ordene kommer fra tidligere skoleleder ved Rådmandsgade Skole i København, Lise Egholm.
Hun elsker børn, men er ikke bange for at stille klare krav til dem; eller til deres forældre og lærere. Børnene skal lære noget – også dem, som ikke har det hele med hjemmefra. Mor og far skal være ordentlige forældre, og lærerne skal gøre deres arbejde.
Lise Egholm siger tingene lige ud, nogle gange uden at være særlig politisk korrekt. Men målet er altid det samme: at give vores børn de allerbedste muligheder her i livet.
Lise Egholm er en blændende taler, og onsdag den 22. oktober kan hun opleves ‘på slap line’ i Hammershøj forsamlingshus, hvor hun vil fortælle om børn og opdragelse, skolegang og integration med baggrund i sine erfaringer fra Rådmandsgades Skole, som har 86 procent tosprogede børn, og hvordan man takler det som leder?
Det er foreningen Landbosenior Purhus – Tjele som står bag arrangementet, der starter klokken 19.00.
Deltagelse koster 50 kroner for medlemmer og 100 kroner for andre.
Alle er velkomne, men tilmelding er nødvendig. Det skal ske senest mandag den 20. oktober på telefon 22 45 71 31 eller 21 12 02 69.
Kommentarer