Viborg By

Forberedelserne til årets Houlkærløb er i fuld gang.

Nu nærmer årets Houlkærløb sig med hastige skridt, og derfor er forberedelserne i fuld gang. Det er 33. år i træk, løbet finder sted, og det er igen i år slået sammen med Houlkær Festdag. Området omkring Houlkærhallen forventes derfor at emme af fest og hygge den 7. september.

Igen i år starter og slutter den 3,5 kilometer lange rute ved hallen, men Søren Christensen, der er en af arrangørerne bag Houlkærløbet, kan afsløre, at der vil være et par overraskelser undervejs på ruten. Løberne har mulighed for at løbe ruten en, to eller tre gange, altså 3,5 kilometer, 7 kilometer eller 10,5 kilometer for de friske.

– Vi har samme rute som sidste år, for vi synes, den viser Houlkær fra sin bedste side. Ruten er så præsentabel, at den vil vi også have igen i år. Måske bliver der en lille krølle på ruten omkring Granada, men det er en hemmelighed lidt endnu, siger Søren Christensen.

Søren Christensen og medarrangør Thomas Andersen, håber på et stort fremmøde som sidste år med mellem 800 og 1000 deltagere, men de er tilfredse, hvis 600 personer vil snøre løbeskoene eller heppe fra sidelinjen.

Tilmeldingerne åbner den 31. august, og det er muligt at betale med både kontanter og Mobilepay. Det er gratis for alle under 16 år at deltage i løbet, og prisen for voksne er 30 kroner. Det er også muligt at købe startnumre på dagen.

Kommentarer