Folkeskolelærer fra Stoholm modtager stor pris
Helle Jørgensen fra Stoholm Skole har skrevet et af Danmarks tre bedste bachelorprojekter fra læreruddannelsen. Hun fik ved en officiel prisoverrækkelse den 20. november papir på, at hendes opgave om Diagnostisk Matematik er i national topklasse. Bag kåringen står Lærerprofession.dk, der er et fællesskab af professionshøjskolerne og fagbladet Folkeskolen.
Med sit bachelorprojekt fra læreruddannelsen undersøger Helle Jørgensen tests af elever, der er udfordret i matematikfaget. Opgaven kommer blandt andet omkring fordele og ulemper ved brugen af tests. Den nyudklækkede lærer, der i dag er ansat på Stoholm Skole, giver i sin prisvindende opgave også et bud på, hvordan lærere kan kortlægge og imødekomme elever med matematikvanskeligheder på en hensigtsmæssig måde, hvor man undgår negative testeffekter som eksempelvis manglende motivation, tendens til udenadslære og svækket selvværd.
Helle Jørgensen fortæller om opgave:
– Jeg er meget stolt over, at priskomitéen har vurderet min bachelor som prisværdig. Som studerende har man som regel kun begrænset praksiserfaring som lærer, hvorfor det er med en vis ærefrygt at få udgivet sin bachelor med henblik på at inspirere mere erfarne lærere.”
Hun fortsætter:
– Jeg håber, at min bachelor kan skabe en øget opmærksomhed på den diagnostiske undervisnings muligheder. Men jeg håber i lige så høj grad, at min bachelor kan give andre modet til at skubbe til den dominerende diskurs inden for den matematiske praksis og åbne op for diskussionen om alternative strategier til at opdage og imødekomme matematikvanskeligheder.”
Jesper Okholm, skoleleder på Stoholm Skole, er begejstret over at skolen har ansat en stærk faglig profil i Helle Jørgensen.
”Det er væsentligt, at vi på skolen har stærke faglige og pædagogiske læringsmiljøer til gavn for alle elever”, fortæller han.
Dygtige lærere er fundamentet for en god og inkluderende folkeskole
Hasse Valdemar Mortensen, der er skolechef i Viborg Kommune, glæder sig over, at Stoholm Skole har kunnet tiltrække og ansætte et lærertalent som Helle Jørgensen.
– Folkeskolen i Viborg Kommune tilbyder læringsbaner til mange forskellige børn i fællesskabet. Børn lærer på forskellig vis, og vi skal være nysgerrige på at få viden og værktøjer, så vi bedst muligt kan hjælpe det enkelte barn til at blive så dygtigt, som det kan.
Han uddyber:
– De indsigter, som Helles opgave bringer med sig, er jo guld værd. Det giver os viden om fordele og ulemper ved tests, så vi kan træffe reflekterede valg om, hvordan vi bedst muligt hjælper børn, der er udfordret i matematik. Det er den slags viden, som – sammen med dygtige lærere og ledere – giver os afsæt til gode folkeskoler i Viborg Kommune, der favner bredt”.
Kommentarer