Fodboldfest og fed fanzone i Viborg
Kvindelandsholdet er tilbage på Viborg Stadion til VM-kvalifikationskampen mod Aserbajdsjan tirsdag den 12. april kl. 18. Fanzonen åbner allerede kl. 13 på Nytorv.
Med seks sejre ud af seks mulige og maksimumpoints i VM-kvalifikationsgruppen, ligger det danske kvindelandshold på en suveræn førsteplads i gruppen før mødet med Aserbajdsjan. Der er derfor lagt op til en fodboldfest og forhåbentligt mange, flotte mål, når Danmarks bedste fodboldkvinder indtager hjemmebanen i Viborg.
Borgmester Ulrik Wilbek glæder sig til igen at skulle til landskamp og siger forud for kampen:
– Jeg er stolt og glad over, at vi igen kan byde velkommen til topfodbold i Viborg. Der er ikke noget som sport, der kan samle os og give os en følelse af at være en del af fællesskabet. Det har vi brug for lige nu, så jeg håber at se rigtig mange fans i alle aldre.
Allerede lørdag den 9. april har kvindelandsholdets lokale fans mulighed for at komme helt tæt på landsholdsstjernerne, når der åben træning på Viborg Stadion fra kl. 16.30 – 18.00. På grund UEFA’s Covid-19-regler, er der dog desværre ikke mulighed for selfies eller autografer fra spillerne.
Gang i den på Nytorv
Landskampen spilles i skolernes påskeferie, og fanzonen er derfor flyttet ned i Viborg midtby denne gang. Pia Viller Arendt, som er projektleder for Viborg Kommunes landskampsaktiviteter, fortæller her hvorfor:
– Vi testede konceptet med fanzone på Nytorv i efterårsferien sidste år. Det var en succes, så det giver god mening, at vi gentager konceptet i påskeferien. Fanzonen blive set og prøvet af mange, som måske ikke i forvejen er entusiastiske fodboldfans. På den måde bliver den et levende visitkort – som forhåbentlig både kan trække nye publikummer til VM-kvalifikationskampen og øge kendskabet til kvindefoldbolden generelt.
Og fanzonegæsterne kan godt glæde sig, for der bliver godt gang i den på Nytorv, hvor en DJ sørger for at sætte publikum i feststemning. Også kvindelandsholdets maskot, Emma Hu, danser med i fanzonen, hvor hun er klar til at møde holdets fans og snige sig med på en selfie eller to.
I tidsrummet fra kl. 13.00 – 17.00 kan hele familien deltage i de gratis aktiviteter på Nytorv:
- Speedcage: Hvor hårdt kan du sparke? til bolden
- Panna: Hvem vinder, når I spiller 1 mod 1 på den lille bane?
- Præcision: Hvor præcist du kan sparke?
- Konkurrence: Gæt kampens resultat og vinde fede præmier
- Ansigtsmaling: Få malet danske flag på kinderne og bliv klar til kamp
Stemningen på stadion får et ekstra nøk
Maskotten Emma Hu tager naturligvis med videre til selve kampen på Viborg Stadion, hvor hun kan glæde sig til, at stemningen får et ekstra nøk opad. Der er nemlig for første gang oprettet et særligt stemningsafsnit for fans, der gerne vil give den ekstra gas.
Fans, der gerne vil være med til at sætte ekstra gang i fodboldfesten skal købe deres billetter i afsnit G, og den faste landsholdsduo på trommerne, Artimik, bliver selvfølgelig placeret lige i nærheden.
Kommentarer