Flot vækst i Viborg Museums besøgstal – cirka 27.000 gæster i 2022
Årshjulet skal drejes to gange endnu, før et nyt bymuseum står klar i Domkirkekvarteret i Viborg. Men trods det endnu manglende moderskib blandt museets besøgssteder, vrimler det allerede med museumsgæster.
Ikke færre end 26.910 gæster besøgte museets andre besøgssteder eller deltog i museets mange guidede ture og formidlingsaktiviteter. 2022 er dermed det tredjebedste år i museets 161-årige historie. Det flotte resultat sker efter en bevidst strategisk satsning på nye koncepter med især udendørs formidling, der rammer en bred målgruppe af både lokale gæster og turister. I 2022 kunne man derfor deltage i Borge & Brunch på De fem Halder, slutte byvandringer med bobler på toppen af PEAK12, deltage i en række tema-ture om Viborgs spændende historie, og familier kunne gå på en ny og anderledes gådejagt på De fem Halder.
– Det er glædeligt, at vi, selv uden vores hovedmuseum i Viborg, kan skabe et så flot resultat. Det viser, at vi har ramt rigtigt med vores strategiske satsning på nye formidlingskoncepter under åben himmel. Viborgs historie byder på et væld af muligheder, hvis vi formår at servere den i formidlingstilbud, der har bred appel og høj kvalitet, lyder det fra en meget tilfreds museumschef Brian Wiborg.
Succes med nyt besøgssted på De fem Halder
Med til succesen hører, at Viborg Museum i 2022 fik et nyt besøgssted: Haldladen på De fem Halder.
Cirka 6.000 gæster besøgte Haldladen fra september til december. I det hele taget har De fem Halder været en succes fra åbningen den 3. september, og rigtigt mange viborgensere har travet området tyndt i efteråret.
Også cirka 700 deltagere i museets nye gådejagt ‘Niels Bugges Forbandelse’, der kørte i efterårsferien, og som bliver relanceret til sommer. I det hele taget er forventningerne store til 2023 på De fem Halder.
– Vores fornemmelse er, at det i høj grad er lokale viborgensere, der har besøgt Haldladen og De fem Halder. Vi satser på, at vi kan få rigtigt mange turister fra hele regionen til at opdage denne nye stjerne på turisthimmelen i 2023 – og ikke mindst deltage i vores gådejagt for familier om Niels Bugge, hvor især den digitale afslutning er en helt særlig oplevelse, sige Brian Wiborg.
Hvolris Jernalderlandsby er tilbage på sporet
Efter et par svære Corona-år er Hvolris Jernalderlandsby tilbage på sporet. Her var årets besøgstal 7.382, hvilket er mere end 1.000 flere end året før. Dermed er besøgstallet tilbage på det niveau, hvor man var i 2010’erne. Det er daglig leder Hanne Sørensen lettet over:
Det har aldrig været svært at udnytte vores fulde kapacitet ift. skolebørn. Her må vi stadig afvise mange skoleklasser, hvilket er ærgerligt, men jo også et tegn på, at det, vi laver, er efterspurgt. Men det er skønt at se, at vi får flere og flere almindelige gæster og grupper, der gerne vil have en anderledes oplevelse i jernalderen. Efter to år med lidt nedgang er vi nu tilbage på sporet”, siger Hanne Sørensen.
Fakta
- Viborg Museums samlede besøgstal i 2022: 26.910
- Viborg Museum (guidede ture, formidlingsaktiviteter og skoletjeneste): 12.798
- Hvolris Jernalderlandsby: 7.382
- Haldladen: 6.000
- E’ Bindstouw: 730
Kommentarer