Viborg By

Flere talenter fra Mercantec klar til DM

Lasse Poul Juulsgaard Karlsen, deltager i Skills som personvognsmekaniker.

Talentmassen på Mercantec er stor. Erhvervsskolen kan i år sende otte unge til DM i Skills i Herning.

De har trænet i lang tid – de otte udvalgte elever fra Mercantec, der fra torsdag den 18. januar til lørdag den 20. januar skal møde udvalgte talenter fra Danmarks øvrige erhvervsskoler – og dyste i deres fag.

DM i Skills kan i år præsentere 42 konkurrencefag og 19 demonstrationsfag. Konkurrencen finder sted i Messecenter Herning, og der er gratis adgang for alle interesserede. Ud over at hylde talentmassen på landets erhvervsskoler er et af formålene ved DM i Skills, at give publikum indblik i de mange forskellige fag landets erhvervsskoler underviser i.

Træning i fritiden

Et af de udvalgte talenter fra Mercantec i Viborg er 21-årige Lasse Poul Juulsgaard Karlsen, der er i gang med en EUX-uddannelse til personvognsmekaniker og dermed både får en studentereksamen og en erhvervsuddannelse. Lasse har allerede været til to konkurrencer i Skills, de lokale og regionale mesterskaber. DM er afslutningen på flere måneders træning og intens arbejde med faget.

Selvom han allerede nu har bevist, at han er blandt de absolut bedste lærlinge på sit fagområde, er han på ingen måde blevet væltet omkuld af sin egen succes.

– Nej, det er jeg nok lidt for meget jyde til. Jeg er bare glad for mit fag. Det er det hele. Men jeg glæder mig til, at konkurrencen er godt overstået, for det har selvfølgelig krævet en hel del træning, konstaterer han.

Lasse er i praktik hos Lemvig Autoteknik og har brugt adskillige timer i sin fritid på at øve sig til konkurrencen. Når han snart kan kalde sig udlært, vil han videreuddanne sig til maskinmester.

– Jeg drømmer om at blive maskinmester på et af Mærsk’s store containerskibe. At holde sådan en maskine i gang, det kunne jeg godt tænke mig. Så er man på en måde med til at holde verden i gang, siger han.

Gode karrieremuligheder

Mercantec-direktør Kirsten Holmgaard er stolt af, at Mercantec kan sende så mange unge talenter afsted til konkurrencen.

Mercantec er Viborg Kommunes største uddannelsesinstitution med omkring 450 medarbejdere og cirka 20.000 studerende om året, der gennemfører et kortere kursus eller en længere uddannelse på adresser i Viborg, Bjerringbro, Skive og Ulfborg.

Mercantecs vision er at fastholde og udbygge udbuddet af tekniske og merkantile uddannelser i et attraktivt uddannelsesmiljø. Og at være det foretrukne lokale uddannelsessted for unge og voksne inden for erhvervsuddannelser, erhvervsgymnasier samt kurser og efteruddannelser.

– Niveauet i DM i Skills er meget højt. Otte unge talenter, der er blandt landets bedste elever på deres fagområde, er flot, siger Kirsten Holmgaard. Hun opfordrer alle interesserede til at lægge vejen forbi Messecenter Herning, hvor de både lade sig imponere af de mange talenter og få mere at vide om de mange erhvervsuddannelser.

Otte stærke talenter klar

– DM i Skills giver et rigtig godt indblik i de mange forskellige uddannelsesretninger, vi tilbyder på erhvervsskolerne. Mange af brancherne har særdeles gode karriere- og jobmuligheder, siger hun.

DM i Skills er blevet afviklet hvert år siden 2011. De dygtigste elever bliver udvalgt til at repræsentere Danmark i Euroskills og Worldskills. Ud over Lasse Poul Juulsgaard Karlsen deltager også:

Casper Rasmussen og Daniel Gram Christensen, der er i gang med uddannelsen til industritekniker henholdsvis som erhvervsuddannelse og EUX.

Magnus Bach Mikkelsen, der tager en erhvervsuddannelse som automatiktekniker. Rasmus Saaby Andesen og Jonas Laigaard Skals, der begge tager uddannelsen til bygningstruktør.

Og Anders Phillip Gadegaard Aagaard og Emil Bay Graabech Jensen, der tager uddannelsen til gulvlægger.

Kommentarer