Flere gode nyheder i budgetforliget
Debatindlæg af Claus Clausen, gruppeformand for Venstres byrådsgruppe.
Den første er, at Viborg Kommune har en stabil økonomi, en borgmester der har fokus på at skabe sammenhæng og et byråd med engagerede politikere, der er gode til at samarbejde når det gælder.
Det er det nye budgetforlig et rigtig godt eksempel på. Her får du seks aftaler, vi er ekstra glade for denne gang.
Da regeringen og Venstre forhandlede sig frem til en ny udligningsreform, blev resultatet, at der i 2021 og årene frem vil blive sendt flere penge i vores retning. Helt konkret lå der ekstra 45 mio. kroner, da byrådets partier mødtes til budgetseminar i august. Det er et rigtig dejligt udgangspunkt for en forhandling. I Venstre er vores prioritet, at tingene skal hænge sammen – og, at vi skal bruge pengene klogt, der hvor de gør størst gavn – og sådan blev det. Se bare her.
Sammen løfter og udvikler vi kommunen.
Lad mig være helt ærlig. Det nye forlig er en fantastisk aftale med næsten hele byrådet som afsender. Jeg er oprigtig glad og stolt over, at den nye aftale favner ønsker på stort set alle områder og samtidig giver mulighed for skattelettelser uden at bruge alle midlerne.
V, O, A, F og C har indgået forlig om et budget på ca. 6,5 mia. kroner. En solid og fornuftig aftale som Venstre ser gode takter i, fordi den får tingene til at hænge sammen og skaber grobund for at videreudvikle vores kommune.
Vi får et løft på den kommunale service, vi fastholder et stort anlægsbudget, vi sænker kommuneskatten og sidst men ikke mindst, bruger vi ikke alle de penge der er til rådighed. Vi bruger vores sunde fornuft og gemmer en reserve til uforudsete omkostninger, eller til en regulær styrkelse af kommunekassen.
Ældreområdet får flere hænder og fokus på den sunde aldring.
Vi lever længere, og får dermed flere ældre borgere i kommunen. Det er en naturlig udvikling set i lyset af den måde samfundet er indrettet på. Alene det stigende antal personer kræver et større budget på området. Af de 18 mio. kroner, der bliver tilført ældreområdet, skyldes de 8 mio. flere personer. De sidste 10 mio. kr. skal bruges til styrkelse af det nære sundhedsvæsen, uddannelse af flere social og sundheds hjælpere/assistenter og dækning af flere friplejehjemspladser.
Stigningen i antallet af ældre borgere vil fortsætte i årene frem, og vil kræve yderligere ressourcer. Vores opgave bliver at understøtte den sunde aldring, således flere mennesker bliver selvhjulpne i længere tid, således drømmen om at klare sig selv til det sidste, bliver til virkelighed for flere. Den sunde aldring får vi ikke alene ved blot at øge budgettet, men ved at supplere indsatsen så borgerne får de ”lette valg”, der er medvirkende til at livet forbliver godt. Det skal være ”let” at holde fysikken vedlige, det skal være ”let” at møde andre, det skal være ”let” at spise sundt, uden at kommunen på formynderisk vis dikterer hvordan en god livsstil er.
Når vi er sunde og raske, så har vi en bedre livskvalitet. I særdeleshed som ældre. At være selvhjulpen er med til at gøre livet bedre. Fra kommunens side handler det om at stille så mange tilbud til rådighed så det let at træffe de rigtige valg for den enkelte. Ældreområdet er et område som vi skal gøre mere ved fremover når der laves budgetter. Lykkes vi med det, så kan vi holde styr på udgifterne på ældreområdet, selv om der kommer flere ældre år for år.
Vi investerer i nødvendige værktøjer for børn med særlige behov.
Der har gennem en længere årrække været et stigende antal børn, som får diagnoser. ADHD, autisme og lignende, som gør, at disse børn har brug for et specialtilbud i skolen. Disse børn bliver naturligvis voksne, og vi ser nu en stigning på voksenhandicap området.
Der ligger her en stor opgave med at bryde fødekæden, forstået på den måde, at den stigning vi ser i dagtilbud og skole gennem de senere år, vil give et stigende antal voksne, som har brug for hjælp til at klare sig i livet. Derfor tilfører vi nu området 12 mio. kroner for at løse udfordringen med flere borgere med komplekse behov.
På den måde skal vi, i de kommende år, ”investere” i børnene mens de går i dagtilbud og skole, så flere børn bliver udstyret med de nødvendige værktøjer til at kunne klare sig i livet, og dermed få muligheden for at styre sig selv gennem tilværelsen.
Skoler med færre børn får støtte og fokus på Fremtidens Folkeskole.
På skoleområdet ser vi samme tendens som i de senere år; antallet af elever falder. En stigende tilflytning til større byer og lavere fødselsrater er med til at mindske antallet af børn i 6-15-årsalderen. Det påvirker vores folkeskoler, da antallet af skoleklasser ikke falder procentvis som antallet af børn. Der bliver færre børn i klasserne, hvis vi vælger ikke at gøre noget.
Byrådet har derfor bedt om en undersøgelse, der skal pege på Fremtidens Folkeskole i Viborg Kommune – og danne grundlag for forslag til ny skolestruktur. Ny viden giver nye muligheder.
Arbejdet er startet op, men covid19 satte en bremse i møderækken, så der ligger ikke noget bud på udfordringen før i slutningen af 2021. Det er ikke skolernes ansvar, så der er i budgettet for 2021 og frem til 2023 afsat et beløb til at kompensere for færre elever. I 2021 forhøjes skolernes budget med 3 mio. kroner til at dække manglende elever.
Vi investerer i og vedligeholder en stor kommune i udvikling.
Viborg Kommune udvikler sig hele tiden – og, det kræver et højt niveau af investeringer. Der er anlægsinvesteringer for 360 mio. kr. i 2021 og i hvert af årene fremadrettet. Vi er ekstremt opmærksomme på at tilgodese alle områder af kommunen, ud fra de lokale behov og ønsker – og, jeg synes faktisk at det lykkes meget godt. Vi vælger de bedste projekter, og forsøger at tage hensyn til at alle geografiske områder kan se der sker en udvikling.
I år blev det for eksempel endeligt vedtaget, at der skal bygges en ny skole i Stoholm, et projekt som Venstre har kæmpet for at “trække i tøjet”. Der kommer en hal nr. 2 i Houlkær, og i 2023 udbygges Rødkærsbro idrætscenter.
Men, der er også meget som også skal vedligeholdes. Det er vigtigt, at vores bygningsanlæg og veje/stier ikke taber værdi, så i 2024 er der afsat 15 mio. kroner til vedligeholdelse af broer og 10 mio. kroner til ekstra asfalt. En aftale, der betyder at Teknisk Udvalg i passende tid kan forberede et udbud, så vi får mest for de 25 mio. kroner.
Vi støtter livet i landdistrikterne, så det er attraktivt at bo og leve der.
Viborg Kommune er en landkommune med en købstad i midten – og, i Venstre har vi altid kæmpet for at borgerne skal finde det attraktivt at bo i de forskellige områder af kommunen. Det er derfor rigtig godt, at arbejdet i Landdistrikt Udvalget bliver styrket af en budgetforhøjelse på 5 mio. kroner i 2021, så udvalget sammen med lokale borgere kan være med til at udvikle de landsbyer, som byder ind på udfordringen.
Infrastruktur prioriteres således, at man kan sikre, at der er gode trafikale forhold. Også der hvor der er lidt længere mellem husene – og, så vil lokalt forankrede initiativer fra landdistrikterne blive understøttet med mest mulig hjælp. Vi skal støtte hvor vi kan. Men, de skal som udgangspunkt altid drives lokalt.
Vi sænker skattetrykket og skaber en god forretning for borgerne.
Venstre har aldrig været stolte af, at Viborg Kommune har et af de højeste skattetryk i Region Midt. Vi har derfor arbejdet for at sænke kommuneskatten fra 25,7 til 25,53 %. Sidst vi satte skatten ned, var det på et Venstre initiativ, og denne gang er vi også med.
Kan vi få kompensation fra regeringen, vil en nedgang i indtægt på 3 mio. skattekroner resultere i at kommunens borgere får 30 mio. kr. mere i hænderne. Det er ikke bare en god ide. Det er også en god forretning. Vi skal aldrig opkræve skat blot fordi vi kan – og, derfor vil vi fortsat arbejde på at den skal være lav som mulig. En fornuftig skatteprocent giver mening for alle os, der bor her – og, så er det et stærkt konkurrenceparameter, når nye indbyggere skal vælge bopælskommune.
Den endelige godkendelse fra ministeriet er på plads. Og vi kan nu for alvor tage arbejdstøjet på og gøre de gode hensigter til konkrete resultater. Jeg glæder mig til at se vores visioner folde sig ud i hele kommunen.
Det håber jeg også du gør.
Kommentarer